Opdateret 8. maj 2017

MedCom-standarder i psykiatrien

I de nye sundhedsaftaler 2015-2018 er der fokus på at udvide brugen af MedCom-standarder til også at omfatte regionens psykiatri- og det sociale område i kommunerne. Det sker bl.a. med baggrund i ligestillingen af somatik og psykiatri i de nye sundhedsaftaler.

I MedCom10 har MedCom to opgaver omkring udbredelse af MedCom standarder i psykiatrien og på socialområdet:

  • Konkret rådgivning og vejledning til kommuner og regioner, som ønsker at komme i gang
  • Kortlægge og monitorere aktiviteter på området ”Landkort”

Forud for udbredelse af MedCom standarder i psykiatrien er der udarbejdet en analyse om anvendelse af MedCom standarder i psykiatrien. Analysen er udarbejdet af Deloitte i samarbejde med MedCom og en udpeget følgegruppe og er afsluttet i maj 2014. Analyserapporten kan hentes her.
Analysearbejdet har bl.a. taget udgangspunkt i den tidligere kortlægning på området, som MedCom har gennemført i samarbejde med regioner og kommuner i 4. kvartal 2012. Denne kortlægning er sammenfattet i en rapport fra MedCom fra februar 2013. Du finder rapporten under "Se også" længere nede på siden.

Landkort over psykiatri- og socialområdet

Formålet med landkortet over psykiatri- og socialområdet er at bidrage med et fælles overblik over anvendelse af MedCom-standarder indenfor psykiatri- og socialområdet.

Målsætningen er at skabe en oversigt over projekter/initiativer, som er iværksat og/eller afsluttet indenfor disse områder. Det er hensigten, at landkortet skal give let adgang til viden om initiativer indenfor psykiatri- og socialområdet og samtidig skabe grundlag for vidensdeling og samarbejde på tværs af kommuner, regioner og sektorer.

I forbindelse med etableringen af landkortet er der nedsat en kortlægningsgruppe, som skal bidrage til udarbejdelsen af landkortet via kvalificering af landkortets søge- og resultatmuligheder samt være med til at sikre ejerskab for landkortet ved at indsamle og indtaste opdateret information om initiativer indenfor psykiatri- og socialområdet.

Hvis du vil vide mere om psykiatri- og socialområdet, er du velkommen til at kontakte os. Kontaktinformationer findes nedenfor.

Se landkortet over anvendelse af MedCom-standarder på psykiatri- og socialområdet her.
(Status marts 2017: landkortet bærer stadig præg af at være under udvikling, hvorfor der mangler indtastning af initiativer).