Opdateret 24. april 2017

FMK på social- og misbrugsområdet

Baggrund
Regeringen, KL og Danske Regioner aftalte i økonomiaftalen for 2016 at afsætte 0,5 mio. kr. til en analyse af barrierne for at udbrede FMK på social- og misbrugsområdet. Analysens resultater blev forelagt den Nationale Bestyrelse for Sundheds-it på møde den 30. november 2016. Samtidig blev det aftalt, at KL ville gå i dialog med parterne om den videre proces for udbredelse af FMK på de to områder.

På baggrund af dialog mellem KL og MedCom forelagde Den Nationale Bestyrelse for Sundheds-it på møde den 2. februar 2017 et forslag til godkendelse om at igangsætte aktiviteter i regi af MedCom til at understøtte udbredelse af FMK på social- og misbrugsområdet.

Løsning
Midlerne vil blive udmøntet til følgende aktiviteter:

  • at der gennemføres aktiviteter med henblik på at opnå, at læger på misbrugsområdet registrerer udleveret medicin i FMK fra første kontakt med patient. Dette skal håndteres i FMK og handler alene om arbejdsgange og registreringspraksis.
  • at den nuværende kommunikation og information om FMK evalueres med bosteder og misbrugsområdet for øje, og at der på denne baggrund igangsættes aktiviteter med henblik på at gøre information om FMK og erfaringer med FMK mere synlig og aktiv
  • at der faciliteres netværksaktiviteter med henblik på at dele erfaringer og læring imellem institutioner
  • at det vurderes, på hvilke områder, det kan give størst nytte at levere værktøjer og evt. sparring i form af fx implementeringsplaner, modeller for organisering af medicinopgaver, arbejdsgange etc., således at institutionerne kan få mere direkte og aktiv hjælp og ikke skal starte forfra, når man skal implementere FMK
  • at der etableres et overblik over eksisterende relevante it-systemer og deres FMK-parathed, således at institutioner, som er eller skal i gang med en systemudskiftning, har et godt grundlag at vurdere deres systemanskaffelse på.