Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Sundhedsjournalen

Opkobling af almen praksis

Opdateret 13. juli 2026

Etablering af adgang til data fra almen lægepraksis i Sundhedsjournal4-projektet tager afsæt i gældende overenskomst mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Her er det aftalt at udstille flere strukturerede data fra almen praksis via den nationale infrastruktur som et supplement til de data fra almen praksis, der allerede udstilles for borgerne og andre sundhedsprofessionelle på sundhed.dk.

Konkret nævnes:

Kroniske patienters forløbsplansdata

Forløbsplaner understøtter de kroniske sygdomme KOL, diabetes og iskæmisk hjertesygdom. Delingen af forløbsplaner på sundhed.dk blev sat i drift i efteråret 2024 og erstatter patienternes adgang i sundhedsmappen. Patienten kan ligeledes se sin forløbsplan i appen MinLæge.

Diagnosekort i almen praksis (Relevante og aktuelle diagnoser)

Alle patienter har siden starten af 2025 haft adgang til eget diagnosekort i appen MinLæge. Diagnosekortet har siden foråret 2025 været synligt på sundhed.dk for alle borgere og klinikere.

4 ud af 6 lægesystemer er certificeret, mens de sidste to lægesystemer, medio 2026, fortsat mangler at blive certificeret.

Lokale laboratorieprøvesvar

Mange klinikker i almen praksis har eget analyseudstyr. Resultater fra dette analyseudstyr gemmes i klinikkens eget it-system. Det er aftalt i overenskomsten, at disse skal deles og blive tilgængelige på sundhed.dk. Projektet er forankret i programmet Digital Almen Praksis, og MedCom har projektledelsen.

Det forventes, at de lokale laboratorieprøvesvar deles ved udgangen af første kvartal 2027.

Journalnotater

I overenskomsten for almen praksis er det aftalt, at journalnotater fra almen praksis skal deles på sundhed.dk. Projektet er forankret i partsforum (parterne bag overenskomsten), og programmet Digital Almen Praksis. Projektledelsen håndteres af partsforum. MedCom udarbejder FHIR-standard for deling af journalnotater, og de deles via den nationale infrastruktur.

Det forventes, at journalnotater fra almen praksis deles for de første klinikker inden udgangen af 2026.

Patienters skemabesvarelser fra WebPatient-løsningen

WebPatient blev certificeret til afsendelse af standarden PHMR for hjemmemålinger i Q4 2025. Løsningen gik i drift med deling af hjemmeblodtryksmålinger den 16. januar 2026.

Kontakt

Portrætfoto af Tom Høg Sørensen

Tom Høg Sørensen

Teamleder

Praksis-/Lab.-team