Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Kvalitetsstyring i topform: Recertificering er i hus

18. juni 2026 · 2 minutter

Recertificeringen bekræfter, at MedComs standarder, test og certificering bygger på klare processer, ensartet kvalitet og et stærkt fokus på samarbejdspartnernes behov.

Når vi udvikler standarder og tester og certificerer it-leverandørers systemer, skal både samarbejdspartnere og leverandører kunne have tillid til, at arbejdet foregår ensartet, dokumenteret og med høj kvalitet.

Derfor var der også ekstra spænding på kontoret i Forskerparken i Odense torsdag den 11. juni, da MedComs kvalitetsstyringssystem (KSS) skulle gennem det årlige ISO 9001-audit. I år var håndfladerne ekstra svedige i standardteamet, da auditten markerede recertificeringen, som gennemføres hvert tredje år, hvor hele systemet var under lup.

Efter en hel dag med gennemgang af processer, procedurer og dokumentation kunne standardteamet ånde lettet op. Recertificeringen blev gennemført uden afvigelser, og vi bestod dermed den omfattende gennemgang af kvalitetsstyringssystemet.

ISO 9001-certificeringen dokumenterer, at vores kvalitetsstyringssystem fortsat lever op til internationale krav til kvalitetsledelse. Det betyder i praksis, at vi arbejder ensartet, har klare arbejdsgange, kan dokumentere, hvordan opgaver løses, og at KSS forbedrer vores processer til gavn for dem, vi samarbejder med.

“Eksterne øjne er sundt”

Kvalitetskonsulent Tomas Placatka fra standardteamet ser ikke kun certificeringen som et anerkendende kvalitetsstempel på KSS, men også som en mulighed for løbende forbedring.

Jeg har glædet mig til besøget, fordi det altid er givende for vores kvalitetsstyringssystem,” siger han med et smil og fortsætter:

Man kan hurtigt blive blind for sine egne løsninger og arbejdsgange. Derfor er det enormt værdifuldt at få sparring og nye perspektiver udefra. Især når vi hele tiden er i udvikling, er det vigtigt, at vores kvalitetsarbejde følger med.

Hvert år samarbejder MedCom med certificeringsorganet DNV, som gennemfører eksterne audits og sikrer, at systemet lever op til kravene.

Et vigtigt værktøj i hverdagen

Kvalitetsstyringssystemet er et centralt arbejdsredskab hos MedCom. Det er med til at sikre, at vores test- og certificeringsprocesser for it-leverandørers systemer – og udarbejdelsen af vores standarder – er både skarpe, ensartede og gennemsigtige.

Det har betydning for de leverandører og samarbejdspartnere, der indgår i MedComs processer, fordi de skal kunne regne med tydelige krav, velbeskrevne arbejdsgange og en fælles forståelse af kvalitet.

Internt bidrager KSS samtidig til en procesorienteret tilgang, hvor medarbejderne selv er med til at beskrive og vedligeholde deres arbejdsgange. Det skaber ejerskab og sikrer ensartethed på tværs af organisationen.