Den Dynamiske Blanket
Opdateret 30. september 2026
Den Dynamiske Blanket (DDB) er en standard, der gør det muligt at udvikle elektroniske blanketter, som kan behandles integreret i it-systemer. Formålet er, at nye blanketter og nye versioner kan tages i brug, uden at de enkelte it-systemer skal tilpasses hver gang.
Hvad kan Den Dynamiske Blanket?
Med Den Dynamiske Blanket kan blanketudbydere udvikle og opdatere elektroniske blanketter, mens klientsystemerne kan behandle dem integreret.
Standarden gør det blandt andet muligt at:
- indføre nye blanketter og nye versioner uden først at tilpasse klientsystemerne
- styre, hvordan blanketterne vises grafisk i klientsystemerne
- udskrive blanketter uden særskilt tilpasning af det enkelte system
- integrere flere blanketdata i klientsystemerne i takt med, at flere blanketudbydere anvender de samme indtastningsfelter
- indsamle kvalitets- og aktivitetsdata, som efterfølgende kan behandles maskinelt.
Den Dynamiske Blanket er i version 1.1, som blev sat i drift primo 2020.
Hent dokumentation for Den Dynamiske Blanket version 1.1
Blanketter i DDB-format
Den Dynamiske Blanket anvendes til digital kommunikation af attester på flere områder. Følgende blanketter er digitaliserede og tilgængelige i DDB-version 1.1:
| Område | Attestanmoder | Digitaliserede attester | Service |
|---|---|---|---|
| Sociallægeligt samarbejde | Kommuner | LÆ-attester | EG DW nexus | e-sundhed |
| Forsikring- og pensionsattester | Forsikrings- og pensionsselskaber | FP-attester | nexus | e-sundhed |
| Værgemålsattester | Familieretshuset | FRH-attester | EG DW |
| Togførerattester | Trafikstyrelsen | JB-attester | EG DW |
| Kørekortattester | Kommuner | KK-attester | nexus | e-sundhed |
| Chaufførattester | Færdselsstyrelsen | TA-attester | nexus | e-sundhed |
| Barselsdagpenge | Udbetaling Danmark | UDD-attester | EG DW |
| Arbejdsskader | AES Arbejdsmarkedets Erhvervssikring | AES-attester | EG DW |
| Handicapattester | Dansk Handicapforbund | DH-attester | nexus | e-sundhed |
Udvikling og redigering af blanketter
MedCom har udviklet en DDB-editor, som kan bruges til at oprette, redigere, teste og validere blanketter i DDB-format.
Kontakt
Har du spørgsmål til Den Dynamiske Blanket, kan du kontakte vores EDI-postkasse på edi@medcom.dk.