Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Kommuner

Modernisering

EHMI (ny meddelelsesinfrastruktur)

Opdateret 24. april 2026

Projektet indeholder

Overblik

Video om Kommunale prøvesvar på EHMI

Kommunale prøvesvar

EHMI (ny meddelelsesinfrastruktur)

Formål

I 2026 afprøver MedCom en ny meddelelsesinfrastruktur, EHMI, som står for Enhanced Healthcare Messaging Infrastructure.

Formålet med EHMI er at sikre en – i fremtiden – robust, effektiv og sikker infrastruktur til understøttelse af meddelelseskommunikation i sundhedsvæsenet.

Arbejdet med EHMI er guidet af ”Målbilledet for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet og motiveret af en ambition og et ønske om:

  • at sikre en effektiv, standardiseret, sikker og robust infrastruktur til meddelelseskommunikation med høj oppetid og minimale udfald samt hurtig levering af meddelelser.
  • at sikre en høj grad af beskyttelse over for cyberangreb, som er nødvendig for en samfundskritisk sektor, og hvor der er høj sikkerhed for fremtidig drift, support, vedligehold og videreudvikling af infrastrukturen.
  • at nedbringe antallet af fejlforsendelser og forsinkelser.
  • at skabe bedre muligheder for (hurtig) fejludredning, bl.a. ved gennemsigtig og pålidelig sporbarhed af meddelelser (track and trace).
  • at understøtte nationale målsætninger om bedre sammenhæng i behandlingen, hvor information deles mellem involverede parter i behandlingen, herunder borgeren selv.
  • at nedbringe utilsigtet afhængighed af store leverandører med dominerende markedspositioner.

Om EHMI

EHMI bygger ovenpå eDelivery, som er kernen i fremtidens meddelelseskommunikation.

Men EHMI er mere end bare eDelivery med flere elementer og services, som bl.a. understøtter deling af meddelelser, forbedret håndtering af adressering via et nyt postkasseregister (EHMI Endpoint Register, EER), en ny Sundhedsadresseringsservice (EHMI Adressing Service, EAS), et nyt forsendelsesstatus (EHMI Delivery Status, EDS) (Track & Trace-service) og en ny sikkerhedsarkitektur.

eDelivery

eDelivery er en teknologi, som allerede bruges til sikker meddelelsesudveksling i EU og i Danmark – og som nu er på vej ind i sundhedsvæsenet, bl.a. i regi af European Health Data Space (EHDS). Teknologien sikrer, at relevante meddelelser når sikkert og krypteret frem til modtageren via opslag i et kapabilitetskatalog (SMP).

I Danmark anvendes eDelivery i Nemhandel. Ambitionen er derfor at lægge EHMI tæt op ad Erhvervsstyrelsens anvendelse af eDelivery i NemHandel – samtidig med, at der tages højde for sundhedsvæsenets særlige behov, bl.a. ift. sikkerhed.

eDelivery er generelt karakteriseret ved at have indbygget en meget høj grad af sikkerhed omkring forsendelsen, som gør teknologien attraktiv at anvende på sundhedsområdet

Dokumentdeling

Som en del af EHMI etableres der services og komponenter, som understøtter deling af sendte meddelelser i den eksisterende dokumentdelingsinfrastruktur på NSP (National Service Platform), så andre sundhedspersoner – og borgeren selv – kan få adgang til disse meddelelser.

Sundhedsadresseringsservice og postkasseregister

En national sundhedsadresseringsservice skal gøre adressering af meddelelser lettere for afsendere. Servicen slår op i autoritative kilder og beriger med relevante metadata, så mulige modtagere kan kvalificeres bedst muligt, før slutbrugeren præsenteres for dem.

Servicen baseres på et FHIR-postkasseregister, som erstatter SOR-EDI og supplerer de traditionelle meddelelsesendepunkter anvendt i meddelelseskommunikationen med håndtering af dokumentdelingsendepunkter og API/Rest-baserede endepunkter.

I afprøvningsprojektet er fokus på at kunne udsøge borgerens praktiserende læge ifm. kommunale prøvesvar, men der arbejdes også med understøttelse af den hidtidige pakketabel-løsning.

Forsendelsesstatus (Track & Trace)

Med EHMI etableres der også en national forsendelsesstatuskomponent, der opsamler og udstiller information om alle forsendelseshændelser i netværket. Det giver bedre overblik over afsendte meddelelser og gør det lettere at opdage og udrede driftsproblemer hurtigt.

Sikkerhed

Med EHMI følger en ny sikkerhedsarkitektur baseret på FAPI 2.0 (REST-sikkerhedsprofil baseret på OIDC med oprindelse i finanssektoren).

Afprøvning

EHMI afprøves i et fælles afprøvningsprojekt Kommunale prøvesvar på EHMI i efteråret 2026 og evalueres efterfølgende.

Fokus for afprøvningen af EHMI er at fange eventuelle produktionsudfordringer, herunder forbedre og smidiggøre alle processer ift. tilslutning til infrastrukturen og øvrige centrale/decentrale komponenter. Ligeledes er fokus på at indsamle viden om eventuelle nødvendige tilpasninger og justeringer som næste skridt. Derved skabes yderligere og nødvendig viden om, hvilke investeringer der både centralt og decentralt skal foretages, for i fremtiden at høste gevinsterne af EHMI.

Et formål med afprøvningen er også at opnå indsigt i de økonomiske omkostninger for de deltagende parter ved tilslutning til den nye infrastruktur, herunder integration til og implementering af de nødvendige EHMI-komponenter.

Det er ligeledes vigtigt, at MedCom får indblik i leverandørernes valgte modeller for integration til EHMI, således at leverandørernes modeller og deraf afledte omkostninger, kan vurderes. Dette er et essentielt punkt for, samlet set, at kunne vurdere den nye meddelelsesinfrastrukturs økonomiske bæredygtighed.

På baggrund af afprøvningen og evalueringen af denne skal der udarbejdes transitionsarkitektur for overgangen til EHMI.  

Baggrund

Modernisering af meddelelseskommunikation var indskrevet som en del af Strategi for digital sundhed 2018-2022, og i 2018-2019 blev der, som forberedelse til moderniseringen, udarbejdet en POC (Proof of Concept) af den nye infrastruktur.

I 2020 udarbejdede Sundhedsdatastyrelsen Målbillede for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet som dannede grundlaget for en efterfølgende pilotafprøvning. Målbilledet adresserede bl.a. de umiddelbare behov for pilotafprøvningen og satte en ramme for og konkretisering af strategiske mål med henblik på MedComs ambition om at modernisere infrastrukturen til at imødekomme fremtidens behov.

På baggrund heraf blev pilotafprøvningen af eDelivery, meddelelseskommunikation og dokumentdeling af meddelelser, gennemført og afsluttet ved en såkaldt Connectathon i marts 2022.

I maj 2022 udkom evalueringsrapporten af den moderniserede infrastruktur ”Meddelelseskommunikation på sundhedsområdet – evaluering af Målbillede og Pilot” (på baggrund af målbilledet og den gennemførte pilotafprøvning). Evalueringen lagde op til en revision af Målbilledet. Den reviderede version af Målbilledet, ”Målbilledet for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet”, blev godkendt i RUSA i februar 2023, og danner grundlaget for afprøvning af EHMI i produktion/drift (også kaldet en produktionspilot). 

Grupper

Der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal hjælpe med at relevans- og kvalitetssikre det, af Sundhedsdatastyrelsen (SDS) og MedCom, udarbejdede governancemateriale for den nye infrastruktur, EHMI, med særligt fokus på håndtering af meddelelsesflow, forsendelsesstatus og Sundhedsadresseringsservicen. Arbejdsgruppen skal første og fremmest bidrage til Minimum Viable Governance (til brug i afprøvningsperioden) men også give input til governance for drift på længere sigt.  

Denne nedsatte arbejdsgruppe har til formål at kvalitetssikre Sundhedsadresseringsservicen, herunder autoritative kilder (såsom postkasseregister og henvisningstabellen) ved bl.a. at bidrage med erfaring og viden om eksisterende udfordringer med adressering af meddelelser, herunder udfordringer med korrekt fremsøgning af relevante modtagere. I forlængelse heraf skal gruppen også dele viden om og erfaring med den eksisterende henvisningstabel.

Se også video, der forklarer, hvad EHMI går ud på

Projektdokumenter

Indlæser dokumenter

Kontakt

Portrætfoto af Ole Vilstrup Møller

Ole Vilstrup Møller

Konsulent

Standardteam

Oliver Winther

Konsulent

Standardteam

Portrætfoto af Thea Mentz Sørensen

Thea Mentz Sørensen

Konsulent

Standardteam