Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Ændring i MedComs lederteam pr. 1. oktober 2023

5. oktober 2023 · Læsetid: 2 minutter

Peder Illum træder ind som konstitueret teamleder for systemforvaltningsteamet. Han overtager posten fra Lars Hulbæk, som får frigivet mere tid til at varetage stillingen som direktør for MedCom.  

Peder Illum foran systemforvaltningskontoret i MedCom.

Konsulent Peder Illum får frem til og med september 2024 ny stilling, da han overtager direktør Lars Hulbæks rolle som teamleder for systemforvaltningsteamet. Peder indtræder derfor også i MedComs lederteam pr. 01.10 som chefkonsulent.

Til daglig sidder Peder i netop systemforvaltningsteamet, hvor han i samarbejde med resten af teamet sikrer stabil og sikker drift, vedligeholdelse og udvikling af de tre fællesoffentlige it-infrastrukturer Sundhedsdatanettet (SDN), Videoknudepunktet (VDX) og KIH (Hjemmemonitoreringsdatabasen).

Peder har været en del af MedComs system- og sikkerhedsforvaltning siden 2005 og har et godt kendskab til teamet. Det er derfor et oplagt valg, at netop Peder konstitueres i rollen som teamleder. Han fortæller:

”Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med mine kolleger om at levere god systemforvaltning og at jeg nu som teamleder kan fokusere mere på at kunne integrere teamets forskellige kompetencer til fælles bedste.”

Sker som følge af generelle ændringer i MedCom

Ændringen i lederteamet sker primært som følge af det voksende fokus på sundheds-it i Danmark. Dette har også indvirkning på, at MedCom ansætter flere og i dag er vokset til en organisation, der snart nærmer sig 50 ansatte.

Det betyder også, at Lars Hulbæk har et øget behov for at prioritere tid til at varetage stillingen som direktør, så MedCom kan blive ved med at fastholde sin position som bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen. Lars kommenterer:

“Med Peder ved roret er vi sikret en god balance mellem solid informationssikkerhed og forvaltning, uden at miste blikket for, hvad MedComs infrastrukturløsninger gavner det samarbejdende sundhedsvæsen hver eneste dag.”

Inden Peders konstituering udløber, igangsættes rekruttering af ny teamleder for systemforvaltningsteamet.

Bliv klogere på MedComs organisationsopbygning.