Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop nu en del af Fælles Stamkort

16. januar 2025 · Læsetid: 2 minutter

Borgere over 60 år kan nu registrere deres ønske om fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop. Informationen udstilles via en tilpasset løsning af Fælles Stamkort og er synlig for sundhedspersonale på tværs af sektorer. MedComs rolle har været at sikre en gnidningsfri implementering via test og certificering og implementeringsstøtte.

Illustration til nyhed om Fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop

Den 15. januar 2025 trådte en ny borgerrettighed i kraft; borgere over 60 år kan nu registrere deres ønske om fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop – en rettighed, der er sikret via Lov nr. 1779.

Fravalget registreres af borgerens selv på sundhed.dk og vises – via en tilpasset løsning til Fælles Stamkort (version 3.0) – i kommunale omsorgssystemer, lægepraksissystemer, præhospitale systemer og hospitalernes journalsystemer.

MedComs rolle i projektet

MedCom har stået for test og certificering af systemerne i anvendelsen af det Fælles Stamkort (PDC-DK v. 3.0).

Derudover har MedCom ydet implementeringsstøtte til kommunerne og lægepraksissystemerne og sikret, at løsningen fungerer effektivt på tværs af sektorer.

Hvad betyder løsningen i praksis?

  • Patientens stamoplysninger deles nu på tværs af en række aktører i sundhedsvæsenet i ét fælles stamkort.
  • Har borgeren fravalgt genoplivningsforsøg ved hjertestop, vises dette ligeledes i journalsystemerne i kommuner, på hospitaler og hos den praktiserende læge.
  • Sundhedspersonalet skal orienteres om og vejledes i det nye fravalg, så det sikres, at sundhedspersonalet handler korrekt i akutte situationer.

Løsningen er resultatet af et samarbejde mellem bl.a. Sundhedsdatastyrelsen, KL, Danske Regioner, Praktiserende Lægers Organisation, Styrelsen for Patientsikkerhed, sundhed.dk og MedCom.