Nyhed
Grønland åbner for VDX-anvendelse
26. maj 2023
Som en del af den telemedicinske indsats i Det Grønlandske Sundhedsvæsen er der blevet udarbejdet en app, Puisa (udtales Bu-i-sa), til afholdelse af videokonsultationer, som bliver understøttet af videoknudepunktet (VDX). Appen – og dermed videokonsultationer – er nu klar til drift i Grønland.
Inden længe kan den almene borger i Grønland f.eks. foretage en konsultation med lægen, uden at skulle til Nuuk eller nærmeste hospital. Den nye app, Puisa, er nemlig klar til drift, således borgeren, ligesom i Danmark, kan gennemføre en videokonsultation med læge eller anden sundhedsprofessionel.
Appen understøttes af VDX, som MedCom forvalter i tæt samarbejde med stat, regioner, kommuner og praksissektor. Og netop VDX muliggør videoløsninger som en integreret del af det fællesoffentlige sundhedsarbejde.
Michael Lynge Pedersen, lægefaglig centerchef i Steno Diabetes Center Grønland i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, fortæller således om Puisa-appen:
”Med appen Puisa bliver det muligt at gennemføre videokonsultationer direkte mellem sundhedsprofessionelle og borgere i hele Grønland, så flere borgere får adgang til sundhedspersoner og sundhedsydelser uanset bopæl. Det vil blandt andet blive muligt at lave løbende patientuddannelse af kronikere, og at patienter, som bor steder uden læge, kan få direkte kontakt med en læge, speciallæge eller anden specialiseret sundhedsprofessionel, som f.eks. jordemoder, fysioterapeut, psykolog, psykiatrisk sygeplejerske m.m., uden at skulle rejse til nærmeste regionshospital eller Nuuk”.
Derudover giver Puisa de sundhedsprofessionelle muligheder for sparring og specialistrådgivning på tværs af landet.
Med andre ord vil den geografiske afhængighed blive mindsket, og videokonsultationer vil derfor understøtte, at flere borgere får adgang til sundhedspersonale, uanset borgerens bosted og opholdsstedet for de sundhedsprofessionelle. Det grønlandske teleselskab, Tele Greenland/Tusass, leverer hastighedsinternet, således 92% af befolkningen har adgang til højhastighedsinternet. På denne måde er det f.eks. muligt at afholde en videokonsultation mellem en borger i en bygd, en læge på et regionssygehus og en tolk, som befinder sig et tredje sted, fortæller Michael Lynge Pedersen.
Du kan læse mere om Puisa i pressemeddelelsen udsendt af Det Grønlandske Sundhedsvæsen.