Nyhed
Ny analyse peger på to veje for fremtidens henvisninger
24. juni 2025 · 1 minut
En ny analyse fra Deloitte peger på to realistiske modeller for, hvordan digitale henvisninger kan udveksles i fremtiden.

Som en del af moderniseringsarbejdet i MedCom13 (2023-2025) er analysen af fremtidens henvisninger nu afsluttet. Rapporten er udarbejdet af Deloitte i samarbejde med MedCom og Den Nationale Henvisningsformidling (DNHF), og har til formål at kvalificere de kommende drøftelser om, hvordan digitale henvisninger bedst håndteres i fremtidens sundhedsvæsen.
Det er vigtigt at understrege, at der endnu ikke er valgt et paradigme, en platform eller en standard. Rapporten skal derfor ses som en forudsætning for at kunne træffe en beslutning.
To modeller peger fremad
I analysen opstilles fem forskellige løsningsmodeller. Heraf fremhæves to som de mest realistiske:
- Direkte overlevering og central lagring, hvor henvisningsdokumenter sendes og lagres centralt i et fælles system.
- Dokumentbaseret deling med event, hvor modtageren adviseres og selv henter henvisningen fra en fælles platform.
Begge modeller tager højde for henvisningens rolle som både igangsættende og ansvarsoverdragende – og begge bygger på brugen af fælles, nationale MedCom-standarder.
Fokus på økonomisk og teknisk bæredygtighed
Rapporten fremhæver behovet for færre paradigmer og stærk governance. Det er en central pointe, at fremtidige løsninger skal være både økonomisk og teknisk bæredygtige – og kunne implementeres i takt med bl.a. udbuddet af DNHF.
Næste skridt
Rapporten skal nu danne afsæt for en bredere dialog med parterne i sundhedsvæsenet. Først derefter vil konkrete beslutninger blive truffet. Moderniseringen af henvisninger er en kompleks opgave, men også en oplagt mulighed for at styrke den tværsektorielle kommunikation.