Nyhed
Nyt lægepraksissystem på markedet: Velkommen til Vena
13. maj 2025 · 2 minutter
Den 30. april 2025 gik Vena – et helt nyt lægepraksissystem – officielt i drift, hvilket har betydet et tæt samarbejde med MedComs standard- og praksis-/laboratoriekonsulenter.
Det er første gang i flere år, at et nyt lægepraksissystem træder ind på det danske marked. Lanceringen markerer afslutningen på en intensiv og konstruktiv proces med bl.a. test, certificering og godkendelse – og ikke mindst et tæt samarbejde med MedCom.
”Gennem de seneste 12 måneder er vi blevet certificeret i næsten 50 forskellige standarder sammen med standardteamet fra MedCom. MedCom har været dedikerede, og har været en enorm hjælp i forhold til at nå vores deadline.”
Det fortæller Philip Dahlstrøm fra Vena.
Siden efteråret 2024 har MedComs standardteam og flere projektkonsulenter arbejdet tæt sammen med Vena for at sikre, at løsningen lever op til kravene for det fælles digitale sundhedsvæsen. Projektmedarbejder Gitte Henriksen har fulgt forløbet tæt:
”Det har været en lang, men rigtig god proces. Som nyt system har Vena været igennem hele møllen. Undervejs har vi brugt lejligheden til at kvalitetstjekke flere af vores testprotokoller og opdatere dem, hvor det var nødvendigt. Nogle af protokollerne har ikke været i brug i længere tid, så nye øjne og forslag til forbedringer har været meget værdifulde.”
Et vigtigt skridt for det digitale sundhedsvæsen
Med Vena som ny aktør får praksissektoren et ekstra valg, når det gælder lægepraksissystemer. Systemet lever nu op til de gældende krav og er certificeret til relevante MedCom-standarder og projekter. Dermed er Vena klar til at blive en aktiv del af den fælles sundheds-it-infrastruktur.
Philip Dahlstrøm fra Vena uddyber:
“Der er ikke lanceret et lægepraksissystem i mange år, og der har gennem de sidste år været en kraftig konsolidering på markedet. Vi glæder os til at bidrage med nye idéer og et brugervenligt system, og vi mener at vi er godt rustet til at hjælpe sektoren gennem de strukturelle ændringer som den står overfor.”
Lægepraksissystemer på det danske marked
Med Vena på markedet findes der nu 6 forskellige lægepraksissystemer, som udbydes af 5 leverandører:
- DataGruppen MultiMed med systemet MultiMedWeb
- NOVAX med systemet NOVAX
- EG med systemet WinPLC
- EG med systemet Clinea
- CGM med systemet XMO
- Vena med systemet Vena