EHMI (ny meddelelsesinfrastruktur)
Opdateret 8. november 2024
Formål
Formålet med afprøvningen af EHMI, den nye meddelelsesinfrastruktur, er at sætte strøm til ”Målbilledet for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet”, som er rammesættende og retningsvisende for produktionspiloten på EHMI.
Fokus er på fange eventuelle produktionsudfordringer, herunder forbedre og smidiggøre alle processer ift. tilslutning til infrastrukturen og øvrige centrale/decentrale komponenter. Ligeledes er fokus på at indsamle viden om eventuelle nødvendige tilpasninger og justeringer som næste skridt. Derved skabes yderligere og nødvendig viden om, hvilke investeringer der både centralt og decentralt skal foretages, for i fremtiden at høste gevinsterne af EHMI.
Det er vigtigt, at der som en del af afprøvningen af EHMI opnås indsigt i de økonomiske omkostninger for de deltagende parter ved tilslutning til den nye infrastruktur, herunder integration til og implementering af de nødvendige EHMI-komponenter.
Det er vigtigt, at MedCom får indblik i leverandørernes valgte modeller for integration til EHMI, således at leverandørernes modeller og deraf afledte omkostninger, kan vurderes. Dette er et essentielt punkt for, samlet set, at kunne vurdere den nye meddelelsesinfrastrukturs økonomiske bæredygtighed.
Baggrund
Modernisering af meddelelseskommunikation var indskrevet som en del af Strategi for digital sundhed 2018-2022, og i 2018-2019 blev der, som forberedelse til moderniseringen, udarbejdet en POC (Proof of Concept) af den nye infrastruktur.
I 2020 udarbejdede Sundhedsdatastyrelsen Målbillede for meddelelseskommunikation på sundhedsområdet som dannede grundlaget for en efterfølgende pilotafprøvning. Målbilledet adresserede bl.a. de umiddelbare behov for pilotafprøvningen og satte en ramme for og konkretisering af strategiske mål med henblik på MedComs ambition om at modernisere infrastrukturen til at imødekomme fremtidens behov.
På baggrund heraf blev pilotafprøvningen af eDelivery, meddelelseskommunikation og dokumentdeling af meddelelser, gennemført og afsluttet ved en såkaldt Connectathon i marts 2022.
I maj 2022 udkom evalueringsrapporten af den moderniserede infrastruktur ”Meddelelseskommunikation på sundhedsområdet – evaluering af Målbillede og Pilot” (på baggrund af målbilledet og den gennemførte pilotafprøvning). Evalueringen lagde op til en revision af Målbilledet. Den reviderede version af Målbilledet, blev godkendt i RUSA i februar 2023, og danner grundlaget for afprøvning af EHMI i produktion/drift (også kaldet en produktionspilot).
EHMI og EHMI-komponenter
EHMI bygges på eDelivery, som er kernen i fremtidens meddelelseskommunikation. Men EHMI er mere end bare eDelivery med flere elementer og services, som bl.a. understøtter deling af meddelelser, forbedret håndtering af adressering via en Sundhedsadresseringsservice (EHMI Adressing Service, EAS) og forsendelsesstatus (EHMI Delivery status, EDS) (også kaldet Track’n’Trace).
Deraf også navnet EHMI, som står for Enhanced Healthcare Messaging Infrastructure. Samlet set betyder det, at MedCom-kommunikationen kommer til at gå fra en EDIFACT-/VANS-infrastruktur til EHMI-infrastrukturen, som er baseret på åbne internationale standarder.
Arbejdet med eDelivery-kernen fra MedCom12-pilotprojektet justeres og konsolideres, således at der er så god, sikker og smidig sammenhæng mellem eDelivery-komponenter, eDelivery-elementer og nationale danske services.
Der fokuseres især på sammenhæng mellem SMP, eDelivery kuvert og postkasseregister (EHMI Endpoint Register, EER). Hosting af SMP flyttes fra Digitaliseringsstyrelsen til Erhvervsstyrelsen, alternativt til andet hosting-miljø i tilknytning til øvrige sundhedsservices. Fokus er ligeledes at lægge løsningen så tæt op ad Erhvervsstyrelsens tilsvarende brug af eDelivery i Nemhandel-regi med respekt for de særlige sikkerhedsbehov i sundhedsvæsenet.
eDelivery sikrer, at de relevante meddelelser når sikkert og krypteret frem til modtager via opslag i et transparent kapabilitetskatalog, SMP. Koblingen til dokumentdeling sker i afsenders integrationsløsning, Message Service Handler (MSH), hvorved meddelelserne gøres tilgængelige for andre klinikere med relevant adgang for patienten og dennes pårørende.
Efter undersøgelse af markedet for lignende løsninger og specifikationer, fortsættes også her løsningen fra MedCom12-pilotprojektet, der også her justeres og konsolideres. Fokus er at udbrede indberetningen af forsendelsesstatus fra flere noder i kommunikationen og at sikre at forsendelsesstatus-løsningen fremadrettet kan være grundlag for MedComs statistikdatabase for meddelelseskommunikationen.
Forsendelsesstatusløsningen sikrer, at der er styr på alle meddelelser afsendt i netværket og letter dermed arbejdet for netværkssupporterne, samt synliggør potentielt for alle, hvad der er sendt hvornår og hvorfra og til hvem, præcis de oplysninger, som efterfølgende i dag opsamles til MedComs statistik database. I forsendelsesstatus-løsningen bliver de tilsvarende informationer næsten live tilgængelige og med en større granularitet, således at der kan handles på dem umiddelbart, hvis noget ikke arter sig, som det skal.
Sundhedsadresserings-komponenten udvikles således, at den understøtter slutbrugernes behov for at udsøge den relevante modtager af intra- og intersektoriel (tværsektoriel) kommunikation.
I projektet fokuseres på udsøgning af patientens egen praktiserende læge ift. understøttelse af kommunale prøvesvar, men der arbejdes også med understøttelse af den hidtidige pakketabels løsning.
Implementeringen i LPS og EOJ-systemet skal understøtte klinikernes udsøgningssituation, mens backend understøttelse skal sikres til relevante autoritative kilder for udsøgningen, med relevant sikkerhedsmæssig understøttelse.
Et nyt postkasseregister udvikles og afprøves med understøttelse af nyere meddelelsesbehov i f.eks. FHIR, men også med fokus på at kunne understøtte det samme udsøgningsbehov ift. fremtidige FHIR-services og dermed API-understøttelse. Dette indebærer relevant metadata-understøttelse, således at mere komplekse udsøgninger efter eksempelvis pakketabels-information også er inkluderet.
Læs mere om alle EHMI-specifikationerne her.
Grupper
Arbejdsgruppe omkring governance for den nye infrastruktur for meddelelseskommunikation
Der er nedsat en arbejdsgruppe, som skal hjælpe med at relevans- og kvalitetssikre det, af Sundhedsdatastyrelsen (SDS) og MedCom, udarbejdede governancemateriale for den nye infrastruktur, EHMI, med særligt fokus på håndtering af meddelelsesflow, forsendelsesstatus og Sundhedsadresseringsservicen. Arbejdsgruppen skal første og fremmest bidrage til Minimum Viable Governance (til brug i afprøvningsperioden) men også give input til governance for drift på længere sigt.
Arbejdsgruppe omkring sundhedsadresseringsservicen i den nye infrastruktur for meddelelseskommunikation
Denne nedsatte arbejdsgruppe har til formål at kvalitetssikre Sundhedsadresseringsservicen, herunder autoritative kilder (såsom postkasseregister og henvisningstabellen) ved bl.a. at bidrage med erfaring og viden om eksisterende udfordringer med adressering af meddelelser, herunder udfordringer med korrekt fremsøgning af relevante modtagere. I forlængelse heraf skal gruppen også dele viden om og erfaring med den eksisterende henvisningstabel.
Projektdokumenter
Indlæser dokumenter
Kontakt
Ole Vilstrup Møller
Konsulent
Standardteam
Mie Borch Dahl Ballegaard
Konsulent
Kommuneteam
Karina Chrone Lorenzen
Konsulent
Kommuneteam
Sune Midtiby Jensen
Konsulent
Standardteam