Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Historien

Gennem de seneste mere end 25 år er beskedudveksling sket med anvendelse af EDIFACT-formatet, der alle er danske profiler af de internationale EDIFACT-standarder. Med tiden har omverdenen dog fortrinsvis har satset på HL7-format i stedet.

Efter 10 år med EDIFACT-standarder i Danmark, blev der udarbejdet nogle responderende OIO XML-standarder, der, udover at kunne finde anvendelse ved beskedudveksling, også finder anvendelse internt i regionerne, samt ved webservicekald nationalt og regionalt. De seneste år er EDIFACT- og OIO XML-standarderne blevet revideret efter behov, mens nye standarder udvikles som HL7 FHIR.

Mange standarder findes både i EDIFACT- og OIO XML-format, hvor det er muligt at mappe 1:1 imellem. Derfor forekommer der begrænsninger i OIO XML-standarderne, afledt af de tilsvarende EDIFACT-begrænsninger.

Fremtiden

De danske EDIFACT- og OIO XML-standarder skal erstattes med internationale standarder fra HL7. Baggrunden herfor er et behov for et teknologisk løft til moderne standarder, der har bedre understøttelse i systemudviklingsværktøjer ligesom nyuddannede ikke undervises om EDIFACT i deres studier. For virksomheder som outsourcer systemudviklingen til udlandet, er det særdeles svært at finde ressourcer, der besidder EDIFACT-know-how.

Selv om OIO XML-standarderne findes i XML, er der også behov for at modernisere disse, da de rummer begrænsninger afledt af EDIFACT. Desuden anvender OIO XML-standarderne dansk terminologi fra OIO, mens der indenfor sundhedsvæsenet efterspørges standarder, der bygger på international terminologi.

Erfaringerne med udrulning af en revideret standard er, at forløbet tager to år, fordi udrulningen ofte involverer mange systemer og organisationer. Hensigten er at skifte til mere fleksible HL7 FHIR-standarder, så udvidelser af eksisterende standarder kan implementeres hurtigere og mere agilt.

Moderniseringsarbejdet var mere eller mindre pauseret i dele af 2021 og 2022 grundet den analyse, Deloitte gennemførte omkring forventede omkostninger, kortlægning af cost drivere samt et internationalt perspektiv på modenheden af FHIR.

Analysen er blevet foretaget for at styrke parternes grundlag for beslutning om det videre arbejde med omlægning af MedComs standarder til FHIR. Nogle regioner havde ytret ønske om at have muligheden for at implementere en OIOXML-version af advis om sygehusophold og den nye korrespondancemeddelelse først, og på sigt gå over til FHIR.

Efter nøje overvejelser har alle fem regioner dog meldt ud, at alle går direkte på FHIR. Det er vi i MedCom glade for, da det betyder, at sundhedsvæsenet får glæde af de tekniske muligheder som FHIR-versionerne giver, hurtigere end de ville, hvis de skulle gå OIOXML-vejen først.