Klassifikationer
Nationale test-CPR-numre
Opdateret 17. oktober 2025
Download listen over nationale test-CPR-numre (Excel)
Sundhedsvæsenet har behov for at anvende valide personnumre med fiktive data til brug i forbindelse med test.
Anvendelsen af valide CPR-numre til testformål har gennem mange år været nødvendig for at sikre korrekt anvendelse, funktionalitet og til fejlfinding i sundhedssektorens it-systemer. Hidtil har der været brugt varierende testpersoner, hvor Nancy Ann Berggren nok er den mest kendte.
Efter beslutning i MedComs styregruppe den 28. november 2016 og efter CPR-kontorets anvisning, har MedCom fået udarbejdet en officiel liste over test-CPR-numre. Test-CPR-numrene overholder CPR-syntaksen, så man kan ikke ud fra det 10-cifrede patient-ID alene kan afgøre hvorvidt CPR-nummer er officielt eller et test-CPR-nummer.
MedComs test-CPR-numre er gyldige CPR-numre, men vil være de CPR-numre der officielt tildeles sidst, hvorved man undgår at rigtige personer har et test-CPR-nummer som CPR-nummer. Dette medfører at test-CPR-numrene er uden modulus 11-valideringen med kontrolciffer på sidste position.
Test-CPR-numrene er med meget høje løbenumre og er derfor velegnede til testformål. Der er ligeledes fiktive adresser og familerelationer i listen, som kan indgå direkte i MedComs standarder og testeksempler.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at CPR-kontoret siden 2007 har tildelt personnumre uden modulus 11-kontrol. Personnumre uden modulus 11 er fuldt ud gyldige personnumre og tildeles, da der for visse fødselsårgange ikke længere er kapacitet til at tildele numre med modulus 11-kontrol.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at test-CPR-numrene udelukkende må anvendes i testsystemer. Det vil sige, at det IKKE ER TILLADT at anvende test-CPR-numrene i produktionssystemer, hvilket der er flere årsager til.
Hvis der testes i produktion, vil testdata f.eks. indgå i nationale statistikker og kvalitetsdata, og derudover er der risiko for at anvendte test-CPR-numre tildeles som CPR-nummer til rigtige personer, som vil arve data, hvis der er blevet testet i produktion.
Download listen over nationale test-CPR-numre (Excel).
For it-leverandører og andre, der hidtil har anvendt test-CPR-numre i produktionssystemer, såvel fra MedComs liste som af anden oprindelse, vil vi endnu engang kraftigt opfordre til, at disse oplysninger fjernes fra alle it-systemer hurtigst muligt.
FAQ
Kontakt
Hussein Ali Al-Issa
Konsulent
Standardteam