Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Testcamp med deltagelse fra hele værdikæden

7. oktober 2025 · 3 minutter

Den brede deltagelse skabte optimale rammer for vidensdeling og tæt sparring på tværs af organisationer – særligt i forbindelse med test af Deling af diagnoser i almen praksis.

Fællesbillede Testcamp 2025

På efterårets testcamp, som fandt sted fra d. 17. til 19. september, havde vi både repræsentanter fra Primærsektorens Leverandør Service Platform (PLSP), Sundhedsdatastyrelsen, sundhed.dk, lægepraksissystemleverandørerne (LPS) og MedCom tilstede. Et set-up, vi ikke havde set før.

Den brede deltagelse skabte optimale rammer for vidensdeling og tæt sparring på tværs af organisationer – særligt i forbindelse med test af Deling af diagnoser i almen praksis.

Intens og lærerig testcamp med tværgående samarbejde

Testcampen bød på både dyb faglighed og stort engagement. En af hovedopgaverne var at teste FHIR-standarden ConditionList, som anvendes i løsningen Deling af diagnoser.

Derudover blev der arbejdet med:

  • Et ”comeback” for Den Dynamiske Blanket, som tidligere har været testet i camp-regi
  • En valgfri opgave omkring Intelligent indbakke, som flere lægepraksissystemer havde budt ind på

MedComs standardteam var til stede som både FHIR-specialister og testkvalificeringskonsulenter, og der var rig mulighed for tæt support og sparring under hele certificeringsforløbet.

Samarbejdet mellem parterne blev løftet af det fysiske fremmøde, som gav plads til både hurtige afklaringer, fælles læring og konstruktive drøftelser, der kan tages med videre i de enkelte projekter.

Fokusområder og opgaver

På testcampen var der følgende opgaver:

Deling af diagnoser (ConditionList)

Lægepraksissystemet genererer en ConditionList – et FHIR-dokument med udvalgte diagnoser fra diagnosekortet – som derefter deles via PLSP. Listen gøres tilgængelig for de systemer, der viser diagnoser for patienter, fx sundhed.dk.

Visning af diagnoser

Sundhed.dk tester, om diagnoserne vises korrekt og brugervenligt i deres grænseflade.

XDS metadata

Her testes, at systemerne både kan dele og hente ConditionList-dokumenter via Den Nationale Serviceplatform (NSP) – og at alle metadata og tekniske kald håndteres korrekt.

Deling af diagnoser (End-2-End)

Denne test blev gennemført af Sundhedsdatastyrelsen og dækker hele forløbet – fra lægepraksissystem til visning på sundhed.dk. Her blev bl.a. testet:

  • Om diagnoser vises korrekt og uændret
  • Om frabedelser (fravalg) fungerer efter hensigten
  • Om løsningen fungerer ved lægeskift

Dynamiske Blanketter (DDB)

Lægepraksissystemerne blev re-certificeret til version 1.1 af Den Dynamiske Blanket. Her blev testet både eksisterende og nye scenarier – fx:

  • At decimaltal ikke afrundes forkert
  • At ugyldige konditioneringer håndteres korrekt
  • At vedhæftede filer kun accepteres, hvor det er tilladt

Intelligent indbakke

Nogle lægepraksissystemer arbejdede med funktioner til automatisk arkivering og besvarelse af laboratoriesvar (RPT01) baseret på regler defineret af klinikken selv.

Resultater

Tak for en vellykket testcamp

Testcampen var både udbytterig og konstruktiv, og gav vigtige resultater, der rækker videre end selve testdagene.

Vi vil gerne sige en stor tak til alle deltagere for deres indsats, engagement og samarbejde.

Vi følger naturligvis op på de tests, hvor enkelte systemer mangler det sidste for at komme helt i mål.