Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Thea Mentz Sørensen bliver ny forperson for HL7 Danmark  

27. november 2023 · Læsetid: 2 minutter

I torsdags blev det officielt. MedComs standardiseringskonsulent Thea Mentz Sørensen bliver ny forperson for HL7 Danmark.  

Portrætfoto af Thea Mentz Sørensen

Health Level Seven Denmark – eller i daglig tale HL7 Danmark – er en dansk affiliate af den internationale standardiseringsorganisation HL7 International, som bl.a. står bag CDA- og FHIR-standarderne.  

MedCom har været medlem af HL7 Danmark siden opstarten, og formålet med affiliaten er at præge udviklingen af internationale standarder fra HL7 samt at holde sig opdateret med den nyeste viden i feltet. 

Det betyder, at den danske affiliate har stort fokus på FHIR og tilpasning af FHIR til danske forhold, samt udbredelsen af HL7-standarderne i Danmark. 

Og nu skal MedCom sidde for bordenden med Thea Mentz Sørensen i spidsen.  

Fuld fokus på FHIR

Til daglig sidder Thea i MedComs standardiseringsteam, hvor hun primært arbejder med HL7’s standarder CDA og FHIR. Særligt FHIR arbejder hun målrettet med i forbindelse med MedComs modernisering.  

Derudover varetager hun en række opgaver i regi af HL7 Danmark, hvor hun bl.a. faciliterer arbejdsmøder, hvor FHIR-profilering udføres. Thea har derfor siden hendes start i MedCom i 2021 fået et indgående kendskab til HL7 og været med til at præge udviklingen af de danske FHIR-profiler.  

Hun fortæller:  

“Arbejdet med FHIR har givet anledning til rejser som FHIR DevDays i Amsterdam og HL7 Working Group Meeting i Las Vegas. Det har givet mig et grundlæggende indblik i HL7 som organisation og HL7 Danmarks rolle heri. Desuden har rejserne givet mig et netværk som jeg drager nytte af i mit daglige arbejde, og som jeg ligeledes kan drage nytte af som forperson til bl.a. at spare og indsamle viden”. 

Giver mening og værdi

Idet MedCom er i fuld gang med at modernisere det danske sundhedsvæsen via en ny og forbedret meddelelseskommunikation, som kommer til at køre på netop HL7’s FHIR-standarder, giver det ekstra god mening og værdi for os at være med – og nu endda sidde for bordenden – i HL7 Danmark. Det fortæller chefkonsulent Michael Johansen: 

“Siden MedCom for nogle år siden traf valget om at migrere de danske nationale EDIFACT- og OIOXML-profiler til at være profiler ud fra internationale HL7-standarder, har vi øget vores engagement med fire personers deltagelse i HL7 Danmark samt investeret i et Gold Membership i HL7 International. 

Derfor har vi en stærk interesse i en velfungerende dansk HL7-affiliate, og vi mener, at Thea vil være den helt rette til at varetage rollen som forperson”. 

Thea overtager rollen fra Jens Kristian Villadsen fra Trifork og indtræder som forperson den 1. januar 2024. 

Du kan læse mere om HL7 Danmark her.