Personale
To gange jubilarer
1. juni 2023
Jens Rahbek Nørgaard kan fejre 20-års jubilæum mens Kirsten Tapia Ravn Christiansen kan fejre 10 år i MedCom.
I dag, d. 1. juni, kan vi for tredje gang i 2023 fejre runde jubilarer i MedCom.
Denne gang er der tale om hhv. Jens Rahbek Nørgaards 20-års- og Kirsten Tapia Ravn Christiansens 10-årsjubilæum.
Jens 20-årsjubilar
Jens Rahbek Nørgaard blev ansat tilbage i juni 2003, hvor han blev headhuntet til MedCom efter en mangeårig it-stilling på OUH i Odense.
Jens har fra dag ét haft ære af e-journal og sundhedsjournalen, hvor han har været projektleder for E-journal frem til 2013 og har drevet delprojekter i Sundhedsjournal 1.0, 2.0, 3.0 og inden længe også vil være deltager på 4.0.
Udover arbejdet med sundhedsjournalen, sidder Jens i MedComs systemforvaltningsteam, hvor han har været systemforvalter for KIH-infrastrukturen.
20-årsjubilaren fortæller:
”Min rejse i MedCom har været meget spændende, og mit møde og samarbejde med projektledere fra andre organisationer har været ganske inspirerende. Sammen har vi kunnet nå langt i digitaliseringen af sundhedsvæsenet, og balancen mellem de tekniske, forretningsmæssige og politiske behov har været et godt mix af udfordringer. MedCom har været min karrieres bedste arbejdsplads, og jeg ser frem til yderligere et par spændende år”.
Kirsten 10-årsjubilar
D. 1. juni 2013 trådte Kirsten Tapia Ravn Christiansen for første gang ind i MedComs lokaler. Dengang blev hun ansat i det internationale team, og siden hen i kommuneteamet, som hun er en del af i dag.
Dengang talte arbejdsopgaverne bl.a. det internationale projekt ’Make it ReAAL’ og det nationale projekt ’Klinisk Integreret Hjemmemonitorering (KIH)’. I dag sidder Kirsten som projektleder på det kommunale område på FHIR-projekterne ’Den nye korrespondancemeddelelse’ og ’Kommunale prøvesvar på ny infrastruktur’.
Om hendes 10-årsjubilæum fortæller Kirsten:
”Tiden i MedCom er fløjet afsted, og det er ikke til at tro, at der allerede er gået 10 år. Men det må simpelthen være fordi, at vi i MedCom generelt – og ikke mindst i kommuneteamet – har et fantastisk arbejdsmiljø. Dertil kommer, at arbejdet i MedCom er meget givende og udviklende. Det er en fornøjelse at gå på arbejde og være med til at samarbejde, med alle de gode eksterne samarbejdspartnere, om digitalisering af sundhedsvæsenet. Jeg tager gerne 10+ år mere”.
Vi ønsker både Jens og Kirsten et stort tillykke med jubilæet.