Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Vellykket testcamp for lægepraksis- og speciallægesystemer

16. oktober 2024 · Læsetid: 4 minutter

I slutningen af september blev efterårets testcamp afholdt på Tåsinge.

I slutningen af september blev efterårets testcamp afholdt på Tåsinge (se stemningsvideo fra testcampen her).

Udover deltagelse fra lægepraksis- og speciallægesystemer, var der en ny deltager i form af Sundhedsdatastyrelsen. Sundhedsdatastyrelsens primære rolle under testcampen var at facilitere end2end-testen.

Ellers blev lægepraksis- og speciallægesystemerne testet og certificeret af MedComs standardteam for følgende opgaver:


Anvendelse af det Fælles Stamkort i journalsystemerne, et projekt under Samlet Patientoverblik, der understøtter fravalg af genoplivning ved hjertestop

Fælles stamkort v. 3.0 (PCD-DK) deles som CDA-dokument via NSP’en og indeholder en række registeroplysninger om borger, såsom organdonation, fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop og borgers kontaktoplysninger, som skal vises korrekt for lægen.

Den tidligere version (2.0), som er i produktion, understøtter ikke fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop, hvilket er et lovkrav at systemerne kan understøtte fra december 2024. Derfor gik opgaven ud på, at lægepraksisystemerne skulle testes for, at de viser stamkort informationer korrekt, samt at kald igennem PLSP og den nationale infrastruktur ligeledes udføres korrekt.


Fælles Stamkort end2end-test (SDS)

Denne opgave testes i forlængelse af ovenstående omkring Fælles Stamkort. Her bliver lægepraksissystemerne testet af Sundhedsdatastyrelsen, for at foretage korrekt upload af nye eller opdaterede oplysninger.

Denne del foregår direkte til den nationale infrastruktur, og dermed udenom PLSP. Derudover testes der ligeledes for at forretningsregler for stamkortet overholdes. Forretningsreglerne kan ses her.


Ensartet understøttelse af “lægens oplysning til speciallæge” ved afsendelse af speciallægehenvisning

Som det er i dag, er der ikke den store forskel på overskrifterne som lægerne bliver præsenteret for i anamnesefeltet, når lægen skal henvise til speciallægen og sygehuset. Derfor ønsker Foreningen Af Praktiserende Speciallæger (FAPS) at overskrifterne i en speciallægehenvisning tilpasses, så den viser følgende:

”Henvisningen skal indeholde oplysning om hvilken lidelse, der henvises for, endvidere beskrives relevante kliniske fund, herunder hvor på/i kroppen, og resultatet af eventuelle undersøgelse(r). Det oplyses også, om der har været forsøgt behandling, med hvad, og hvilken effekt det har haft”

Derfor gik opgaven ud på, at speciallægesystemet skulle tilrettes, så lægen bliver præsenteret for ovenstående tekst, når der udfyldes en speciallægehenvisning, uanset hvilken henvisningsårsag (1, 3, 4, 5 og 6) der vælges. Derudover må de tidligere overskrifter: Anamnese, Tidl. Undersøgelse, Allergi og Medicin ikke længere præsenteres.


Markering om speciallægebehandling er privatbetalt, mhp. statistikformål

Foreningen Af Praktiserende Speciallæger (FAPS) ønsker at speciallægerne skal kunne markere en diagnosekode som privat, hvis der er tale om en patient, der ikke behandles under den offentlige sygesikring.

Derfor gik opgaven ud på at speciallægesystemet skulle testes for, at der kan privatmarkeres en diagnose og at denne oplysning blev sendt korrekt over til Sentinel.


Optimering af diagnosetyperegistrering hos speciallæger

Foreningen Af Praktiserende Speciallæger (FAPS) ønsker at speciallægesystemerne bliver testet for korrekt overførsel af diagnosetyper til Sentinel. Dertil ønsker FAPS også, at brugeren af speciallægesystemet gøres opmærksom på evt. manglende registrering af aktionsdiagnose, hvis der kun er valgt en bidiagnose eller hvis patienten har et igangværende patientforløb, og der ikke har været sat en aktionsdiagnose indenfor de sidste 12 måneder.

Til slut skal det også fremgå tydeligt ved registrering af diagnoser i lægesystemet hvad der er aktionsdiagnose og bidiagnose; det kan f.eks. være to felter eller et felt med tilhørende valgboks etc., så det er let for brugeren at få sat de relevante diagnoser uden ekstra klik.

Derfor gik opgaven ud på at speciallægesystemet skulle testes for, at de kunne sende de korrekte diagnosetyper (aktions- og bidiagnoser) til Sentinel, når disse blev angivet i systemet.

Derudover blev der også testet for, at brugeren blev promptet for, om de evt. havde glemt at angive en aktionsdiagnose, hvis der blev registreret en bidiagnose alene eller ved ingen registrering af diagnosetype. Ligeledes skulle brugeren også promptes, hvis der havde været et igangværende patientforløb, hvor der ikke havde været registreret en aktionsdiagnose indenfor de sidste 12 måneder. 


Overførsel af journaldata fra speciallæger til Sundhedsjournalen

Ved modtagelse af speciallægehenvisning kan henviser være angivet med et ydernummer, og speciallægen kan ikke ud fra ydernummeret afgøre om ydernummer er et ydernummer tildelt af regionernes praksiskontor som kan anvendes til afregning, eller om ydernummeret er et fiktivt ydernummer. Der kan ikke sendes afregninger ind til regionerne for de fiktive ydernumre, så speciallægen skal være opmærksom på, at patienten selv skal betale for behandlingen.

Nogle speciallæger skal også være opmærksomme på, om deres forsikring dækker behandling af patienter, der henvises fra en henviser uden et rigtigt ydernummer. Disse patienter må speciallægen undlade at behandle.

Denne opgave blev ikke testet, men blev behandlet som et drøftelsespunkt for at finde en mulig løsning. Der arbejdes videre på denne del.


Sikre alle systemer understøtter relationstypen ”værge” i genoptræningsplan

Der har været uoverensstemmelse mellem koder, der kan angives for relationstype for hhv. 1.04 og 1.0.0 namespacet, derfor er disse uoverensstemmelser tilrettet gennem et ”hack”. Dette betyder, at leverandørerne har været testet for at kunne håndtere den tilrettelse, der har været foretaget.


Drøftelse af mulighed hos speciallægerne for at skelne hvilke ydernumre, der kan afregnes med regionen

Det er aftalt mellem FAPS og Danske Regioner, at speciallægerne skal indberette epikriser og diagnoser til E-Journalen via løsningen Sentinel.

Derfor gik opgaven ud på at speciallægesystemerne skulle testes for at kunne indberette til E-Journalen via Sentinel. Sentinel sørger for at mappe data fra speciallægerne korrekt i SUP-XML-formatet.


Indsamling af systemernes funktionalitet for opfølgning på henvisninger og laboratorierekvisitioner

Efter at tilbagesvarsløsningen er blevet lukket og lægesystemerne ikke længere har mulighed for at hente statusopdateringer via reminderserveren, har det enkelte lægesystem selv ansvaret for at holde styr på, hvorvidt den fulde rekvisition er komplet besvaret.

Derfor gik opgaven ud på, at det enkelte lægesystem skulle vise hvordan de håndterer visning af status på rekvisition for brugeren, herunder hvordan brugeren får indsigt i at rekvisitonen er komplet besvaret fra samtlige laboratorier, der sender svar på den samme rekvisition.

Ovenstående ændringer betød, at de involverede lægepraksis- og speciallægesystemer skulle sørge for, at deres system levede op til disse nye krav/ønsker, hvis de ville igennem MedCom-Certificeringen. Næsten alle systemer kom i hus med alle opgaver. Der er få udeståender, som vi følger op på efter testcampen.

Få det samlede overblik:

Video fra testcamp

Vi har lavet en stemningsvideo fra testcampen. Se den her.