Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Videndeling med Brasilien

6. februar 2024

I dag får MedCom fint besøg af brasiliansk delegation, som skal blive klogere på standardiseret datadeling og den tilhørende test og certificering.

Dansk og brasiliansk flag med samarbejdsikon i midten. I baggrund verden/kloden set fra oven.

Ligesom i Danmark står et sammenhængende og digitaliseret sundhedsvæsen højt på agendaen i Brasilien.

Og på trods af de store forskelle mellem landene, har vi fået etableret et tæt og frugtbart samarbejde på sundheds-it-området.

Det afspejles bl.a. også i den brasilianske digitale sundhedsstrategi, Brazilian National Digital Health Strategy, for årene 2020-2028. Den fokuserer, blandt meget andet, nemlig på en national governance, hvor der er plads til innovation i økosystemet.

For anden gang inden for 6 måneder får vi igen besøg af en brasiliansk delegation. Denne gang med særlig fokus på MedComs tilgang til standardiseret datadeling og den tilhørende test og certificering af it-leverandørernes anvendelse af MedCom-standarder.

MedComs proces for standarder, test og certificering er på det praktiske niveau netop et udtryk for balancen mellem lokal innovation og national governance – af 2 primære årsager:

  1. Den gode standard. Med afsæt i praktiske, sundhedsfaglige forslag til bedre sammenhæng i patientforløbene og samtidig med fokus på samarbejdet med de relevante it-leverandører om det muliges kunst.
  2. De gode certificeringskrav. Disse søger balancen mellem lokal frihed til indretning af det enkelte it-system og de nødvendige fælles krav til alle relevante it-systemer. Dette skal sikre tilstrækkelig kvalitet og ensartethed i datadelingen omkring patientforløb i hele landet.

Danmark i top i OECD-rapport

OECD-rapporten Health at a Glance fra november 2023 fremhæver netop fælles nationale certificeringskrav til it-leverandører som en afgørende indikator i sammenligningen af OECD-landenes sundhedsvæsener. Og endnu engang finder vi Danmark i den absolutte sundheds-it-elite.

Selvsamme rapport fremhæver også anvendelse af FHIR-standarder fra HL7 som en central indikator. Her ligger Danmark endnu ikke i superligaen, men i MedCom arbejder vi selvsagt på sagen via MedCom-moderniseringen.