Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Nu deles borgernes hjemmemålinger på tværs af sundhedsvæsenet

9. december 2025 · 3 minutter

Løsningerne Telma og Web-Patient kobles nu på den fælles nationale infrastruktur, så hjemmemålinger kan deles via MedComs standarder og vises samlet på sundhed.dk – både for borgere og sundhedsfaglige.

Flere borgere måler i dag selv deres blodtryk, puls eller iltmætning derhjemme. Det giver bedre mulighed for at følge sygdom tæt og skabe tryghed i hverdagen – særligt for borgere med kronisk sygdom.

Nu bliver de hjemmemålinger en integreret del af patientens samlede helbredsbillede. Med afsæt i MedComs PHMR-standard er de første løsninger nu koblet på den fælles nationale infrastruktur (NSP) og Hjemmemonitoreringsdatabasen (KIH). Dermed kan hjemmemålinger deles sikkert og ensartet på tværs af sektorer.

Det store skridt for deling af hjemmemålinger

Med denne milepæl er ”ringen nu sluttet”. MedComs standard til deling af PRO-spørgeskemabesvarelser og hjemmemålinger anvendes nu ikke kun til at opsamle data i KIH, men også til at dele dem videre til sundhed.dk.

Det betyder, at:

  • Borgere kan logge ind på sundhed.dk og se deres egne spørgeskemabesvarelser og hjemmemålinger.
  • Sundhedsfaglige kan, via Sundhedsjournalen på sundhed.dk, få adgang til spørgeskemabesvarelser og hjemmemålinger på tværs af sektorer – f.eks. fra almen praksis, hospitaler og kommuner.

Telma: Hjemmemålinger fra telemedicinske KOL-forløb med mere

Telma er en national, tværsektoriel telemedicinsk løsning, som anvendes til kommunikation, monitorering og udveksling af data mellem borger og sundhedsprofessionelle i kommuner og regioner.

Siden slutningen af november 2025 kan hjemmemålinger fra Telma tilgås på sundhed.dk.

Telma anvendes i dag især i telemedicinske forløb for borgere med KOL, og der deles allerede 4.000–6.000 hjemmemålinger om ugen via løsningen. At disse målinger nu deles via MedComs standard og KIH betyder, at data kan bruges bredere – på tværs af både kommunale tilbud og regionale indsatser.

Web-Patient: Hjemmeblodtryk fra almen praksis følger efter

Det næste skridt er, at Web-Patient – et modul i almen praksis laboratorierekvireringssystem (WebReq) til bestilling af hjemmemålinger fra borgerens eget hjem – også begynder at dele målinger.

I dag anvendes hjemmeblodtryksskemaet i Web-Patient ca. 90.000 gange om måneden – i nogle måneder mere end 100.000 gange.

Web-Patient forventes at påbegynde deling af hjemmeblodtryksmålinger via den fælles infrastruktur fra starten af 2026.

Fælles standard: Flere løsninger, samme overblik

Bindeleddet for datadeling for Telma, Web-Patient og sundhed.dk er MedComs standard til tværsektoriel deling af hjemmemålinger og PRO-spørgeskemabesvarelser via KIH-databasen til DokumentDelingServicen i den nationale infrastruktur.

Det betyder, at:

  • Løsningerne nu kan testes og certificeres via standarder som er ”hyldevarer”, og efterfølgende, med samarbejde via Sundhedsdatastyrelsen, kobles på den eksisterende nationale infrastruktur, i stedet for at opbygge særskilte dataøer.
  • Borgere og sundhedsfaglige får adgang til data via de samme kendte indgange – Sundhedsjournalen og MinSide på sundhed.dk.
  • Nye PRO- og hjemmemonitoreringsløsninger fremover kan genbruge den samme infrastruktur og de samme standarder.

Et samarbejde på tværs af sektorer og løsninger

Milepælen er resultatet af et tæt samarbejde mellem:

  • sundhed.dk, som stiller Sundhedsjournalen og MinSide til rådighed for borgere og sundhedsfaglige.
  • Telma, regioner og kommuner, som kan levere udvalgte hjemmemålinger fra telemedicinske forløb.
  • WebReq/Web-Patient og almen praksis, som i første omgang bidrager med hjemmeblodtryksmålinger fra praksisområdet.
  • MedCom, som udvikler og forvalter standarder, test og opkobling til KIH via den nationale infrastruktur.