Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Ny version af Korrespondancemeddelelsen (v. 3.0.0)

25. september 2023 · 3 minutter

Den nye version, 3.0.0, af MedComs FHIR-Korrespondancemeddelelse træder i kraft ultimo september.

Udråbstegn med tekst "Version 3.0.0 - Korrespondancemeddelelse"

Det er ingen hemmelighed at MedCom gennem en årrække har arbejdet for at få de to første FHIR-standarder, Korrespondancemeddelelsen og Advis om Sygehusophold, ud at flyve – og at det har været en kompleks proces.

Nu er den første leverandør MedCom-Certificeret for adviset. Næste meddelelse er korrespondancen (CareCommunication), som er en klinisk e-mail, der anvendes i mange aktører, it-systemer og i flere sammenhænge, som er i afsluttende proces.

MedCom har en veldokumenteret proces for at udarbejde standarder og snart 30 års erfaring. Vi sætter en ære i at involvere alle interessenter og leverandører under udarbejdelsen for at sikre os, at det er en standard, som passer lige til de brugere der skal anvende den og kan implementeres i de systemer, de skal passe ind i. Alligevel har vi valgt, ifm. at it-leverandørerne specificerer standarden i samarbejde med deres kunder, at have et par ekstra rul med korrespondancen.

Ny version – igen

På baggrund af dialoger med regioner og it-leverandører udsendte vi i juli måned en orientering om, at der blev foretaget en ændring i krav om annullering, rettelse og videresendelse ifm. afsendelse af den nye korrespondancemeddelelse. Annullering, rettelser og videresend er blevet ændret til optionelt at afsende, men fortsat obligatorisk at modtage.

Senest har vi foretaget en præcisering for at forenkle flow ifm. besvarelse af en korrespondance med bilag. Samtidig har vi lavet en ændring ved at tilføje ID på meddelelsessegment i den nye korrespondancemeddelelse:

  • Vedhæftede filer skal ikke automatisk medsendes ved besvarelse. I stedet vil MedCom sørge for at tjekke, som en del af test og certificering, at systemerne indlæser, gemmer og tjekker ID på bilag.
  • Der bliver tilføjet ID på hvert meddelelsessegment, som også skal medsendes og modtages af systemerne. I den forbindelse fastholder MedCom kravet om, at meddelelsessegmenter, som indeholder meddelelsestekst, altid skal medsendes i kommunikationen. Dette er med henblik på fremtidssikring samt sikre minimumsunderstøttelse i systemerne.

Version 3.0.0

Ovenstående medfører en ny version (3.0.0) af den nye korrespondancemeddelelse / CareCommunication, der træder i kraft ultimo september 2023. Testprotokoller og testmateriale vil være opdateret ultimo oktober 2023.

Vi har medtaget ovenstående ændringer for at højne kvaliteten i korrespondancemeddelelsen, og standarden låses i den nye version (3.0.0). Nye ændringsforslag vil således skulle behandles i MedComs styregruppe, medmindre der opstår kritiske fejl eller behov.

Tidsplanen, med drift fra november 2024 for kommuner og praksislæger samt drift december 2025 for regioner og øvrige parter, fastholdes. Alle aktører er samtidig velkommen til at gå med i drift fra november 2024 eller tidligst muligt; man behøver altså ikke at vente til december 2025.

Som en del af den øgede kvalitet i den moderniserede infrastruktur og pålidelig meddelelseskommunikation, vil tekniske krav om understøttelse af annullering, rettelser og videresendelse indgå i dialogen ifm. hver enkelt standard, når næste bølge af FHIR-meddelelser skal dokumenteres.

Det kan f.eks. være i forbindelse med standarder inden for laboratorieområdet og henvisningsområdet.

Nogle it-leverandører udvikler derfor både modtagelse og afsendelse i forbindelse med den nye korrespondancemeddelelse, da funktionaliteten kan genbruges ifm. kommende FHIR-meddelelser og modernisering.