Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Advis om sygehusophold idriftsættes den 26. maj 2024

17. maj 2024 · Læsetid: 2 minutter

Den 26. maj 2024 idriftsætter Region Midtjylland det nye sygehusadvis ”Advis om sygehusophold”.

Som de første idriftsætter Region Midtjylland den 26. maj 2024 det nye sygehusadvis ”Advis om sygehusophold”.

Med idriftsættelsen af Advis om sygehusophold vil kommunen blive adviseret ved både indlæggelser og akutte ambulante sygehusophold, ligesom kommunen vil blive adviseret, når borgeren er på orlov fra sit sygehusophold. Samtidig vil sygehuset kunne se frem til at modtage automatiske indlæggelsesrapporter ikke kun ved indlæggelser men også ved akutte ambulante sygehusophold. 

Idriftsættelsen af Advis om sygehusophold sker trinvist i de forskellige regioner (se tidsplanen nedenfor), men da borgere kan blive indlagt uden for egen region, vil alle kommuner potentielt kunne modtage det nye sygehusadvis fra den 26. maj. Det betyder også, at kommunerne – indtil alle regioner er i drift med det nye sygehusadvis – vil modtage både eksisterende sygehusadviser (XDIS20 og XDIS17) og det nye advis (Advis om sygehusophold) – afhængigt af, hvor borgeren er indlagt.

Tidsplan for idriftsættelse:

  • Region Midtjylland: 26. maj 2024
  • Region Syddanmark: 8. juni 2024
  • Region Nordjylland: Medio juni 2024 (præcis dato under afklaring)
  • Region Hovedstaden: 13. november 2024
  • Region Sjælland: 13. november 2024.

Idriftsættelse af Advis om sygehusophold vedrører i første omgang nuværende afsender- og modtagersystemer af sygehusadviser (XDIS20 og XDIS17).

Idriftsættelsen af Advis om sygehusophold er både en stor milepæl for sundhedspersonalet på sygehusene og i kommunerne, som længe har ventet på de indholdsmæssige ændringer, der følger med den nye standard, og – som den første MedCom-FHIR-standard i drift – for MedComs arbejde med modernisering af vores standarder.

Sygehusadviser i Læsø Kommune

Da Læsø Kommune står over for at skulle implementere nyt fagsystem, vil Læsø Kommune ikke kunne modtage Advis om sygehusophold, når de første regioner går i drift.

Kommunikation ved indlæggelse: Sygehuset kan kontakte kommunen og anmode om oplysninger, hvis sygehuset bliver opmærksom på, at borgeren modtager ydelser i kommunen.

Kommunikation under sygehusopholdet og ved udskrivning: Kommunikation med kommunen om borgere, som modtager hjælp eller får behov for hjælp efter udskrivning, kan ske uændret via plejeforløbsplan, udskrivningsrapport og telefon.

Læsø Kommune modtager uændret de eksisterende sygehusadviser (XDIS20 og XDIS17) fra de regioner, som først senere idriftsætter Advis om sygehusophold.

Kommuner skal være opmærksomme på opgave i KLIK

Enkelte kommuner er ikke helt i mål med nogle af de organisatoriske opgaver relateret til modtagelsen af Advis om sygehusophold gennem Fælleskommunal Beskedfordeler.

Det handler bl.a. om indmelding af en funktionspostkasse, som kan adviseres i tilfælde af fejl, samt udpegning af en Sundhedsagentadministrator, som fx har ansvaret for at vedligeholde hvilke systemer, som modtager Advis om sygehusophold i kommunen. Opgaven er publiceret i KLIK og hedder ”Placer ansvar for løsning af forvaltningsopgaver relateret til Sundhedsagenten”.

Vi vil gerne opfordre til, at man i kommunen – hurtigst muligt – sikrer sig, at man er/kommer i mål med denne opgave.


Har du spørgsmål til noget af ovenstående, er du mere end velkommen til at række ud til projektleder Mie Borch Dahl Ballegaard.

Kontakt

Portrætfoto af Mie Borch Dahl Ballegaard

Mie Borch Dahl Ballegaard

Konsulent

Kommuneteam