Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Personalenyt

Michael Johansen har 10-års jubilæum

1. december 2024 · Læsetid: 2 minutter

Den 1. december 2024 kan Michael Johansen fejre sit 10-års jubilæum i MedCom.

Michael Johansen med flag ifm. 10-års-jubilæum.

I dag, den 1. december, er det præcis 10 år siden, at Michael Johansen startede som konsulent i standardteamet – og han gør derfor MedCom en jubilar rigere. 

Kæmpemæssig viden inden for dansk sundheds-it

Gennem de sidste 10 år har Michael opbygget og bidraget med en utrolig værdifuld viden inden for dansk sundheds-it og standarder. Tidligere på året skiftede han rollen ud som teamleder i standardteamet med en ny ekspertrolle i det internationale team.  

Michaels interne skift har betydet endnu mere fokus på fælles europæisk sundhedsdatadeling gennem det tre-årige xShare-projekt, og det har givet mulighed for at specialisere sig mere inden for fælles europæisk sundhedsdatadeling.

Michaels store kendskab til den danske sundheds-it-struktur er en stor styrke, især når det handler om at sikre, at danske standarder spiller sammen med internationale. 

Michael fortæller:

For 10 år siden valgte jeg at skifte fra softwareindustrien til MedCom, der efter min opfattelse er den centrale aktør inden for dansk sundheds-it – som har til formål at forbinde det teoretiske og praktiske i det tværsektorielle samarbejde, med det formål at skabe resultater sammen med samtlige interessenter.

Samtidig med mit 10-års jubilæum, fejrer vi også 30-års jubilæum for MedCom i år, hvor jeg helt fra MedComs etablering, har arbejdet sammen med MedCom som leverandørrepræsentant i projekter vedrørende meddelelseskommunikation, dokumentdeling samt servicebaserede integrationer over sundhedsdatanettet. 

Efter min tid som teamleder for MedComs standardteam og fast del af den daglige ledelse, valgte jeg i foråret at overdrage stafetten, og tiltræde en ny rolle i MedComs internationale team med det fokus at få dansk og udenlandsk sundheds-it forbundet bedst muligt. Pendlerkortet mellem Aarhus og Odense blev erstattet med europæiske destinationer som Bruxelles, og med ganske mange videomøder fra hjemmekontoret. 

MedCom-kulturen er ganske unik, og jeg har følt mig privilegeret over, at få lov til at arbejde med det jeg brænder allermest for. Jeg tager gerne 10 år mere.” 

Stort tillykke med jubilæet, Michael! Vi glæder os til at fortsætte rejsen.