Nyhed
Ny e-læring om Sundhedsjournalen – kom godt i gang
25. november 2025 · 2 minutter
Nu kan du nemt lære Sundhedsjournalen at kende gennem et helt nyt e-læringsmateriale. Materialet er udviklet til sundhedspersoner, der ønsker en introduktion til funktionerne i Sundhedsjournalen og til de mange datakilder, der samles ét sted.

E-læringsuniverset er webbaseret og kan tilgås online. E-læringen består af en grundig gennemgang af Sundhedsjournalens menupunkter og kan gennemføres i dit eget tempo. Hele forløbet varer cirka 50 minutter, men modulerne kan tages enkeltvis, og bagefter kan materialet bruges som et praktisk opslagsværk.
E-læringsmaterialet er blevet udarbejdet som en del af delprojektet Bedre Brug, som er en del af Sundhedsjournal 4-programmet, hvor målet er at udbrede kendskabet til og anvendelsen af Sundhedsjournalen. MedCom har sammen med repræsentanter fra Region Nordjylland, Region Syddanmark og sundhed.dk deltaget i udarbejdelsen af e-læringsmaterialet.
Det skal være nemmere at bruge Sundhedsjournalen
Formålet er at gøre det lettere at bruge Sundhedsjournalen i hverdagen, så sundhedsdata bliver anvendt bedst muligt. På den måde kan vi skabe mere ensartede og effektive arbejdsgange på tværs af sektorer til gavn for både patienter, borgere og sundhedspersoner. E-læringsuniverset giver en introduktion til Sundhedsjournalen og til, hvordan de tilgængelige sundhedsdata bedst muligt kan anvendes i den kliniske hverdag.
Se postkort udarbejdet til E-læringsmaterialet
MedCom og Sundhedsjournalen
MedCom sidder med i Sundhedsjournalens brugergruppe, og deltager også aktivt i en del af projekter, som handler om at berige Sundhedsjournalen med flere data. Arbejdet med data til Sundhedsjournalen involverer de fleste teams i MedCom.
Du kan her læse mere om MedComs arbejde med Sundhedsjournalen
Et landsdækkende ambassadørkorps
Som et led i implementeringen af Sundhedsjournalen etableres et landsdækkende ambassadørkorps for Sundhedsjournalen.
For at sikre en effektiv implementering og udbredelse af Sundhedsjournalen er det afgørende, at der er engagerede ambassadører i alle sektorer af sundhedsvæsenet.
Ambassadørerne skal være med til at understøtte, at relevante fagpersoner i egen organisation får adgang til og anvender Sundhedsjournalen aktivt som en del af deres praksis. De skal herudover være med til at formidle nye funktioner og anvendelser af Sundhedsjournalen.
KL har den 22. oktober 2025 sendt et nyhedsbrev til social- og sundhedsdirektørerne i alle kommuner om udpegning af ambassadører.
Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at række ud til sundhedsjournalen-fsa@rn.dk.