Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Støt stigende anvendelse af VDX

26. juni 2025

Videoinfrastrukturen (VDX) spiller en central rolle i de virtuelle konsultationer i det danske sundhedsvæsen – og den bliver fortsat brugt mere og mere. Kom også med til VDX-temadag. Læs mere og tilmeld dig længere nede.

VDX sætter nye rekorder – og integrationer understøtter udbredelsen

Marts måned markerede endnu en rekordmåned for Videoinfrastrukturen (VDX) med 109.000 afholdte videomøder, heraf 42.000 møder initieret via SMS-link.


Støt stigende anvendelse hele vejen rundt

Den stigende anvendelse skyldes særligt en øget brug i almen praksis via Min Læge-appen, som fortsat har størst volumen. I regionerne ligger anvendelsen stabilt på omkring 40.000 videomøder om måneden, mens kommunernes brug vokser i takt med implementeringen af projekt Borgerrettet Video.

Også psykologer og kiropraktorer benytter VDX, blandt andet via sundhed.dk, til virtuelle konsultationer med patienter – ligesom VDX også anvendes i Grønland. De nye tal bygger videre på tidligere vækst, herunder rekorderne fra januar 2025, hvor der blev gennemført 104.000 videomøder – heraf 39.000 via SMS-link.

Integration i fag- og bookingsystemer

Ud over selve videoinfrastrukturen leverer VDX et API, der gør det muligt at integrere video direkte i lokale fag- og bookingsystemer. Aktuelt er VDX integreret i 14 systemer i regioner, kommuner og staten – og endnu flere integrationer er under udvikling.

Denne tekniske sammenkobling muliggør mere forenklede arbejdsgange for det sundhedsfaglige personale, og er samtidig med til at understøtte en bredere udbredelse af videokommunikation i sundhedsvæsenet.

Projekt Borgerrettet Video arbejder således også målrettet på at øge kommunernes brug af VDX ved at integrere video direkte i fagsystemer og apps. Indtil videre har seks store leverandører indgået samarbejdsaftaler, og leverandører som Systematic, Schultz og Edora har integrationer i drift. Flere ventes klar i løbet af 2025.

Med både stigende anvendelse og mulighed for systemintegrationer, der understøtter arbejdsgange, spiller VDX en central rolle i at fremme samarbejde og sikre bred adgang til videomøder i sundhedsvæsenet.

Ny rapport: Hvordan understøtter vi udbredelsen af videoanvendelse i kommunerne?

Som led i projektet Borgerrettet Video er der udarbejdet en rapport, der kortlægger brugerscenarier for anvendelsen af video i kommunerne – på tværs af kommunernes sundheds-, social- og arbejdsmarkedsområder og tværsektorielt med sygehuse og almen praksis.  

Arbejdet med scenarierne er sket i tæt samarbejde med kommunale fagpersoner og er kvalificeret af både projektets Kommune-videogruppe og MedComs Videoerfagruppe.

Brugsscenarierne spænder bredt – fra videokonsultationer med borgere, kollegial sparring og undervisning til tværsektorielle videomøder med hospitaler og almen praksis samt tryghedsopkald.

Formålet med kortlægningen og rapporten har været at understøtte udbredelsen af videoanvendelsen i kommunerne samt at understøtte den videre udvikling og prioritering af funktionalitet i VDX.

Et særligt fokus er, at borgere nemt skal kunne deltage i videomøder med kommunen, samtidig med at løsningerne understøtter medarbejdernes arbejdsgange.

Kortlægningen skal være med til at sikre, at de eksisterende teknologiske løsninger og integrationsmuligheder i VDX matcher behov i kommunernes praksis på tværs af brugsscenarierne – og vil blive anvendt i det videre arbejde i projekt Borgerrettet Video.

Ønsker du at dykke ned i rapporten, så kontakt konsulent Lone Høiberg på lho@medcom.dk.

Save the date: VDX-temadag 2025

Den 25. september 2025 afholder vi igen en spændende temadag om netop VDX. Målgruppen er primært teknikere, projektledere m.v., som arbejder med eller har interesse for borgerrettet og tværsektoriel video.

Glæd dig til faglige oplæg om VDX i bl.a. kommunale fagsystemer, SMS-løsningen og FUT – og mød leverandører på stande. Efter frokost kan du vælge mellem tekniske og organisatoriske spor.

Dagen byder også på rig mulighed for sparring og netværk.

Du kan allerede nu tilmelde dig. Bemærk, at det er via først-til-mølle-princippet. Der er begrænset antal.

Læs mere og tilmeld dig her