Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

2024 blev et rekordår

30. januar 2025 · Læsetid: 4 minutter

2024 blev året, hvor Kommunal PRO gik i luften. Derudover er der gennemført 52 godkendte certificeringer, hvilket markerer endnu et travlt testår.

Element test+certificering og standarder

2024 blev et rekordår for MedComs test- og certificeringsarbejde. Med 52 gennemførte certificeringer og særligt med lanceringen af Kommunal PRO har vi sikret, at digitale sundhedsløsninger fungerer på tværs af sektorer og lever op til nationale standarder. Dette understreger den afgørende rolle, som MedCom-test og -certificering spiller i udviklingen af et sammenhængende og sikkert sundhedsvæsen.

En af MedComs kerneopgaver er at udvikle, vedligeholde og teste standarder, der anvendes i den danske sundhedssektor. Certificeringsprocessen sikrer, at leverandører opfylder de krav, der stilles til MedCom-standarder og projekter.

Styrket samarbejde med leverandører

Hvert år arbejder MedCom tæt sammen med leverandører for at sikre, at deres systemer lever op til de nyeste tekniske og sundhedsfaglige krav.

En godkendt MedCom-Certificering giver leverandøren grønt lys til at sætte en løsning i drift, og det grønne lys sikrer desuden, at leverandørens løsning lever op de til krav, der er stillet ifm. en MedCom-standard/-profil eller et projekt.

Overholdelse af kravene er vigtige, da det kan påvirke hele sundhedssektoren, herunder patientbehandling og -sikkerhed. Derfor har vores samarbejde med leverandører stor betydning.

Året hvor Kommunal PRO fik hul igennem til MedComs KIH-database

En af årets store milepæle var certificeringen af den fælleskommunale telemedicinske løsning Kommunal PRO (K-PRO). Løsningen, der nu er integreret med MedComs KIH-database, muliggør sikker og effektiv deling af PRO-spørgeskemabesvarelser.

K-PRO-certificeringen omfattede test af MedComs HL7 CDA-standard til deling og visning af PRO-spørgeskemabesvarelser.

Derudover blev FHIR-standarden Advis om sygehusophold testet og implementeret i hele landet, hvilket understøtter bedre kommunikation mellem sygehuse og kommuner.

Overblik over certificeringerne

I alt blev der gennemført 52 certificeringer fordelt på følgende standarder:

  • EDIFACT: 5
  • OIOXML: 11
  • HL7 CDA: 18
  • HL7 FHIR: 4
  • Øvrige: 14

Certificeringerne involverede 19 forskellige it-leverandører, hvoraf nogle allerede er etablerede aktører, mens andre er nye på markedet.

38 testforløb omfattede ’almindelige’ MedCom-Certificeringer, mens 14 testforløb blev gennemført som en del af projekter, hvor MedCom havde en testlederrolle (’øvrige forløb’).

Vigtige projekter i 2024

Foruden K-PRO var MedCom involveret i test- og certificeringsforløb for en række projekter:

De digitale forløbsplaner

I projektet har MedCom sammen med Primærsektorens Leverandør Service Platform (PLSP) og Kvalitetsudvikling i almen praksis (KiAP) testet lægepraksissystemerne i at kunne synkronisere oplysning omkring afslutningsdato for de relevante diagnoser, der anvendes i forløbsplansprojektet. Disse diagnosedata fra forløbsplansprojektet bliver indberettet til Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

Læs mere her.

Deling af forløbsplaner

Forløbsplaner, lavet hos den praktiserende læge, bliver nu delt med resten af sundhedsvæsenet via MedComs HL7 CDA-standard PDC-DK Version 2.0 (Care Plan). I løbet af foråret 2024 blev alle lægepraksissystemer, i samarbejde med PLSP og KiAP, testet og certificeret for at kunne dele forløbsplaner via den nationale infrastruktur. Den delte forløbsplan kan tilgås via f.eks. Sundhedsjournalen, som ligeledes er blevet testet og certificeret for at kunne hente og vise planen korrekt. Udover sundhedsfaglige, har patienten ligeledes også adgang til forløbsplanen via Sundhedsjournalen. Ovenstående projekter er en del af projektet Et Samlet Patientoverblik.

Læs mere her.

Fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop

Den 15. januar trådte en ny borgerrettighed i kraft; borgere over 60 år kan nu registrere deres ønske om fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop – en rettighed, der er sikret via Lov nr. 1779. Dette betød, at i løbet af 2024 og til og med 15. januar 2025 blev alle relevante it-systemer (kommunale omsorgssystemer, lægepraksissystemer, præhospitale systemer og hospitalernes journalsystemer) testet og certificeret for at kunne hente information om fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop via en tilpasset løsning af MedComs HL7 CDA-standard PDC-DK-version 3.0 (Personal Data Card / Fælles Stamkort). Oplysningen omkring fravalget registreres af borgeren på Sundhed.dk, som relevante sundhedsaktører hermed kan hente via den Nationale infrastruktur.

Læs mere her.

Intelligent indbakke

I december blev Intelligent indbakke afsluttet med test og godkendelse af det lægesystem, som havde været pilot-system under hele projektperioden. Projektet har til formål at etablere en mere effektiv indbakke med fokus på en bedre håndtering af laboratoriesvar. Det forventes, at de øvrige lægesystemer udvikler funktionaliteten og får deres løsning testet i løbet af 2025.

Læs mere her.

Hvad venter i 2025?

MedCom er gået ind i endnu et travlt år med 40 igangværende testforløb. Vi forventer at certificere endnu flere løsninger i takt med, at nye projekter og standarder implementeres.

Vil du vide mere?

Du kan finde alle afsluttede MedCom-Certificeringer i vores nyhedsoversigt, hvor hver certificering beskrives i detaljer. Vi sender også lejlighedsvis nyt ud om vores certificeringer i vores nyhedsbrev målrettet standardområdet. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.

Har du interesse i de enkelte projekter, kan du dykke ned i dem her på MedComs projektoversigtsside.

Tak til alle samarbejdspartnere og leverandører for en stor indsats i 2024!