Nyhed
Milepæl: Første FHIR-certificering er i hus
4. september 2023
Fredag d. 25. august nåede vi en stor og vigtig milepæl i vores arbejde med at modernisere MedCom-kommunikationen, da vi kunne fejre godkendelsen af den første FHIR-certificering.
D. 25. august blev der skrevet historie i MedCom. For her kunne vi nemlig certificere det første system i ikke bare én men to MedCom-FHIR-standarder;
- Advis om sygehusophold (HospitalNotification) og
- Kvittering (Acknowledgement).
Standardiseringskonsulent Thea Mentz Sørensen, som har været med i processen, glæder sig over at have nået milepælen:
”Det er fantastisk at have første certificering af FHIR-standarder i hus. Rejsen hertil har været lang, men det gør mig glad, at vi nu er et skridt tættere på, at arbejdet med FHIR-standarderne kan komme slutbrugerne til gavn. Jeg ser frem til flere gode og konstruktive certificeringsforløb”.
Overgangen til brug af det internationale standardformat, FHIR, sker som et led i MedComs arbejde med at modernisere det danske sundhedsvæsen via ny og forbedret meddelelseskommunikation, som bygger på internationale HL7-standarder.
Her danner Advis om sygehusophold, sammen med Korrespondancemeddelelsen (CareCommunication) spydspids.
Også direktør, Lars Hulbæk, sætter et par ord på milepælen:
”Det er en virkelig vigtig milepæl for dansk sundheds-it og den moderniserede MedCom-kommunikation. Og mest af alt for det sundhedsfaglige samarbejde mellem sygehuse og kommuner, der længe har efterspurgt en bedre digital understøttelse, der også afspejler de nye samarbejdsformer om fælles, akutte patienter”.
Vi ser frem til at få flere FHIR-certificeringer i hus over den kommende tid.
Indtil da kan du dykke ned i modernisering af MedCom-standarder.