Nyhed
Klinikkens Cockpit går i produktion: De første profiler er klar i lægepraksissystemerne
11. september 2025 · 3 minutter
Nu rulles de første profiler ud i klinikkerne, så lægen kan trække populationslister direkte i eget system.

Regeringens sundhedsreform har en klar ambition: Flere sundhedsopgaver skal løses tættere på borgeren – og oftere i almen praksis. Det kræver, at praktiserende læger og klinikpersonale arbejder mere proaktivt, især i forhold til sårbare grupper.
Men hvordan får man overblik over patientgrupper med særlige behov – og hvordan prioriterer man indsatsen? Med projektet Klinikkens Cockpit er vi nu klar med et nyt digitalt værktøj, som muliggør populationsbaseret patientpleje.
Værktøjet gør det muligt at trække lister over udvalgte patientgrupper ud fra relevante data og kliniske indikatorer. Med afsæt i et fælles datagrundlag skabes et systematisk overblik, som kan anvendes til planlagt opfølgning og målrettet kontakt.
Formålet er at understøtte lægen i rollen som tovholder for patienten og gøre klinikken i stand til dels at få et overblik over klinikkens patientpopulation og mulighed for at finde udvalgte målgrupper.
Profiler klar til release
De første fire profiler er nu klar til release:
Demens: Profilen kan hurtigt identificere patienter med demens eller kognitiv svækkelse samt dem der får antipsykotisk medicin. Det giver et fælles afsæt for systematisk opfølgning, bedre behandlingskvalitet og et styrket samarbejde på tværs af sektorer. Samtidig understøtter populationslisten det nationale mål om at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin hos mennesker med demens.
Ydelse 2150 (målgruppe 1+2): Med profilen kan klinikken hurtigt identificere både patienter med svær kronisk psykisk sygdom og patienter med andre psykiske lidelser. Formålet er at komme tidligere på banen og forebygge somatisk sygdom. Populationslisterne ligger i forlængelse af målene i overenskomsten 2022 (OK22) og gør det enklere at arbejde opsøgende i almen praksis – netop over for grupper, der sjældent selv tager kontakt.
Osteoporose: Med denne profil kan klinikken nemt identificere patienter med osteoporose og få et samlet overblik på klinikniveau. Det gør det enklere
Sådan bliver det lettere i hverdagen
I praksis betyder profilerne, at klinikken:
- Finder udvalgte patientgrupper i egen population baseret på fælles nationalt definerede profiler, f.eks. kronikere og sårbare grupper.
- Handler på patientlisterne direkte i eget system. Det bruges til konkret opfølgning på behandling, f.eks. ved at sende beskeder til en eller flere patienter direkte via Min Læge-appen, give opgaver til klinikpersonale eller knytte behandlingsansvarlig på.
- Får en reminder på patientoverblikket (eller i patientens stamkort), om den enkelte patient er en del af en populationsliste.
Alt i alt får klinikken et bedre overblik over relevante data i den konkrete patientbehandling.
Hvem kan så hvad?
For at profilerne bliver tilgængelige i anvendersystemerne kræver det udvikling og implementering hos leverandøren. Derfor rulles løsningerne løbende ud i lægepraksissystemerne, og der vil være variation i de funktioner, lægepraksissystemerne tilbyder.
Du kan se den aktuelle status pr. lægepraksissystem her:
Udvælgelse og profiler i støbeskeen
Profilerne udvælges og opdateres af en lægefaglig referencegruppe fra PLO, DSAM og KiAP, som sekretariatsbetjenes af MedCom og PLO. Gruppen udvikler og vedligeholder profilerne løbende, bl.a. når kliniske retningslinjer ændres. På den måde slipper klinikken for selv at skulle definere komplekse datasæt.
Der arbejdes samtidig på at udvikle nye nationale profiler, som lægepraksissystemet automatisk kan trække på til klinikkens eget populationsoverblik. Profiler i støbeskeen er bl.a. ADHD, opioidbehandling, Triple Whammy og kontinuitet.
Baggrund om projektet
Projektet Klinikkens Cockpit er en del af OK22-aftalen. Parterne er PLO, Danske Regioner, Indenrigs-og Sundhedsministeriet, DSAM, KiAP og MedCom.
MedCom står for projektledelsen i tæt samarbejde med PLO, og løsningerne udvikles med leverandørerne som på nuværende tidspunkt er CGM XMO, VENA og EG WinPLC.
Support og kontakt
Du kan finde specifikke vejledninger for løsningen her:
Spørgsmål til projektet og de nationale profiler kan stilles til Nicholas Christoffersen, chefkonsulent i PLO, på nch.plo@dadl.dk, samt til Carina Dahl Christensen, konsulent og projektleder i MedCom, på cdc@medcom.dk.