Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

Over 60.000 borgere er nu på dosispakket medicin

14. maj 2025 · 2 minutter

Antallet af borgere på dosispakket medicin har nu rundet de 60.000. Det viser de nyeste tal fra maj 2025.

Efter en lang årrække med et støt fald i anvendelsen af dosispakket medicin er udviklingen vendt.

Med et tværsektorielt program til styrkelse af anvendelse af dosispakket medicin er et fald vendt til en fremgang på næsten 87% fra december 2021 til marts 2025. Væksten er sket fra et lavpunkt på ca. 32.000 borgere til nu over 60.000 borgere på dosispakket medicin. Det viser de nyeste tal.

Resultatet er ikke kommet af sig selv

Startpunktet var en analyse, som Danske Regioner og KL fik udarbejdet i starten af 2023. Rapporten pegede på, at med dosispakket medicin ville der ske markant færre fejl i medicinhåndteringen – og det ville samtidig give mere tid til pleje og omsorg. Der kunne frigøres mellem 600-900 sygeplejersker/SOSU-assistenter ved at gå fra, at sygeplejersker og SOSU-assistenter putter tabletter i æsker, til at medicinen bliver maskinelt dosispakket på pakkeapoteker.

Efter rapporten etablerede KL en Programstyregruppe med deltagelse af PLO, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Styrelsen for Patientsikkerhed, Lægemiddelstyrelsen, Sundhedsdatastyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Danmarks Apotekerforening, Danske Regioner, regioner og kommuner.

Fokus i Programstyregruppen er øget udbredelse af dosispakket medicin i et tæt samarbejde mellem almen praksis, apoteker, kommuner og sygehuse. Til at støtte alle parter med implementeringen – teknisk, organisatorisk, med vejledninger, møder, webinarer og arbejdsgangsbeskrivelser – har MedCom programledelsen.

En national håndbog

For at fremme den positive udvikling og sikre effektiv implementering på tværs af sektorer, er der udarbejdet en national håndbog, som samler materiale til implementering og udbredelse af dosispakket medicin – med fokus på det tværsektorielle samarbejde. Heri findes f.eks. det nye Best practice-dokument, som er udarbejdet i samarbejde med en tværsektoriel arbejdsgruppe.

Håndbogen opdateres løbende for at afspejle den nyeste viden og erfaring.

Du kan læse mere om statistikkerne og finde inspiration til arbejdet med dosispakket medicin på MedComs hjemmeside, hvor der blandt andet er adgang til Danmarkskortet, der viser fordelingen af +75-årige borgere på dosispakket medicin i landets kommuner.