Overgangsperiode – opmærksomhedspunkter – krav før drift
Opdateret 20. februar 2026
Overgangsperiode med samtidig drift af XDIS91 og den nye KM
KM erstatter, på sigt, den nuværende KM, DIS91/XDIS91. Det betyder, at alle brugere af den nuværende KM skal implementere og ibrugtage den nye KM i løbet af en afgrænset overgangsperiode.
Der er mellem 60-70 it-systemer, som anvender KM. I overgangsperioden stiller MedCom i samarbejde med VANS-leverandørerne en konverteringsløsning til rådighed.
Konverteringsløsning
Konverteringsløsningen etableres og driftes i samarbejde med VANS-leverandørerne. Der konverteres både fra det nye format, FHIR, til det eksisterende format, OIOXML, samt fra OIOXML til FHIR – både med og uden vedhæftede filer.
MedComs styregruppe afgør, hvornår der skal lukkes ned for konverteringsløsningen.
Dokumentation og mapningstabeller til konverteringsløsning findes via GitHub her: MedCom CareCommunication | MedCom CareCommunication in FHIR (medcomdk.github.io).
Onboarding
Som en fast del af onboarding, forud for leverandørens idriftsættelse af CareCommunication, skal leverandøren gennemføre MedComs test- og certificeringsproces for at sikre, at it-leverandøren overholder standarddokumentationen og forretningsregler for CareCommunication.
MedComs test og certificering kan ikke afdække alle variationer i den enkelte leverandørs opsætning og konfiguration af CareCommunication. Som ekstra sikkerhedsforanstaltning er det aftalt mellem MedCom og de tre VANS-leverandører, at der ved hver ny it-leverandørs idriftsættelse af CareCommunication indføres et ekstra onboardingkrav for at sikre, at it-leverandørens løsning fungerer i produktion. Se notat om onboarding med CareCommunication.
Positiv kvittering
I udvekslingen af meddelelser i FHIR-format er det et krav, at modtagersystemet altid sender en kvittering retur til oprindelig afsender. Dette gælder således også i forsendelsen af den nye korrespondancemeddelelse. Det er derfor vigtigt, at de parter, som anvender DIS91/XDIS91 sikrer, at deres it-system understøtter, at der afsendes en positiv kvittering, når de modtager en DIS91/XDIS91.
Miniguide
MedCom har udarbejdet en miniguide, som klæder dig på til at forstå og bruge den nye standard og funktionalitet.