Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Modernisering

Godkendelse af moderniseringsprojekter i MedComs styregruppe

9. oktober 2023 · Læsetid: 4 minutter

På juni-mødet i MedComs styregruppe blev to af vores centrale moderniseringsprojekter, Roadmap for FHIR-standarder og Kommunale prøvesvar på ny infrastruktur, godkendt, mens endnu et moderniseringsprojekt, SOR-adressering, blev godkendt på september-mødet.

3 flueben ud fra de tre godkendte projekter.

Den nationale bestyrelse for sundheds-it godkendte tilbage i februar 2023 arbejdsprogrammet for MedCom13 (2023-2025). I MedCom13-perioden tilstræbes dog en mere dynamisk styring af projekter, hvilket indebærer, at ikke alle vedtagne projekter igangsættes samtidig.

På juni-mødet i MedComs styregruppe blev to af vores centrale moderniseringsprojekter, Roadmap for FHIR-standarder og Kommunale prøvesvar på ny infrastruktur således godkendt., mens endnu et moderniseringsprojekt, SOR-adressering, blev godkendt på september-mødet.

Roadmap for FHIR-standarder

Det første godkendte projekt er Roadmap for FHIR-standarder, som vedrører processen for fastlæggelse af planen for den videre udfasning af MedComs EDIfact- og OIOXML-standarder og dermed også de næste skridt i overgangen til en FHIR-baseret dataudveksling i det tværsektorielle sundhedssamarbejde, i form af datadeling, dokumentdeling eller meddelelsesudveksling.

Projektgrundlaget tager afsæt i de hidtidige drøftelser af emnet i MedComs styregruppe, herunder konklusion og tilkendegivelser på mødet den 23. marts 2023, hvor parterne godkendte processen og efterlyste fremdrift, økonomisk bæredygtighed, alternative løsningsmodeller, yderligere bilateral dialog med regioner og EPJ-leverandører samt mulighed for at omprioritere i rækkefølgen for omlægning af standarder.

Vi er i fuld gang med at planlægge og forberede møder med alle interessenter for at drøfte disse vigtige punkter.

Læs mere om projektet.

Kommunale prøvesvar på ny infrastruktur

Det andet projekt er Kommunale prøvesvar på ny infrastruktur, som både arbejder med modernisering af MedCom-kommunikationen og modernisering af infrastrukturen.  

I projektet er der planlagt et fælles afprøvningsprojekt, som skal gennemføres i drift i 2025, og har som mål at synliggøre potentialet af begge moderniseringsspor, hhv. kommunale prøvesvar i ny FHIR-standard og den nye infrastruktur EHMI (Enhanced Healthcare Messaging Infrastructure), i synergi med hinanden.

Derudover er et vigtigt mål, specielt i forhold til den nye infrastruktur, at vurdere den økonomiske bæredygtighed af den nye infrastruktur som grundlag for den videre proces.

Status for Kommunale prøvesvar er, at der i uge 39 foregår ekstern review af den nye FHIR-standard, som forventes releaset senest ultimo oktober. For Ny infrastruktur er MedCom i fuld gang med at beskrive de arbejdsgrupper, som skal nedsættes, og forventer at sende invitationer ud snarest til ’Arbejdsgruppe omkring governance for den nye infrastruktur’ og ’Arbejdsgruppe omkring Sundhedsadresseringsservicen’. Vi ser frem til at starte disse op.

Læs mere om projektet.

SOR-adressering

Det tredje godkendte moderniseringsprojekt er SOR-adressering. Optimeret adressering er også et fokusområde i MedComs arbejde med moderniseret infrastruktur, og SOR-adresseringsprojektet skal derfor sikre, at indsatserne videreføres og udvikles til brug for MedComs arbejde med moderniseret infrastruktur.

Det er vigtigt – både nu og fremadrettet – at adresseringen bygger på valide data. Effektive, sikre arbejdsgange og værktøjer til registrering af MedCom-meddelelsestyper for de forskellige parters anvendelse af MedCom-standarder skal sikre høj kvalitet.

SOR-adresseringsprojektet planlægger derfor at gennemføre en analyse af drift og administration for den del af SOR, som indeholder lokationsnumre og meddelelsestyper, herunder analyse af, hvordan de forskellige anvendelsesformål, der er for SOR, kan håndteres i samme register. Analysen skal bidrage til at træffe beslutninger om fremtidig drift og governance for den del af SOR, som indeholder lokationsnumre og meddelelsestyper.

Læs mere om projektet.