Bindeleddet i det digitale sundhedsvæsen

Søgning

Nyhed

MedCom styrker fundamentet for regeringens vision om mere behandling hjemme

5. december 2024 · Læsetid: 3 minutter

I december sidste år kom en regeringsaftale på plads, der skal styrke udbredelsen af mere behandling hjemme, som MedComs arbejde bidrager aktivt til i form af bl.a. sundhedsdata fra borgerens hjem, borgerrettet video og en solid investering i standardisering.

Computer med mobil liggende, der indeholder PRO-spørgeskema.

I december sidste år kom en regeringsaftale på plads, der skal styrke udbredelsen af mere behandling hjemme.

Arbejdet i MedCom bidrager aktivt til regeringens ambition om et sundhedsvæsen, der er tættere på borgeren. Med konkrete initiativer inden for henholdsvis dataopsamling, videoløsninger og standardisering er MedCom med til at skabe løsninger, der gør visionen om mere behandling hjemme til virkelighed.

Sundhedsdata direkte fra borgerens hjem

Et centralt fokusområde for MedCom i øjeblikket er at gøre det muligt at opsamle og dele sundhedsdata fra borgerens hjem på en sikker og standardiseret måde.

Gennem initiativer som Kommunal PRO (K-PRO) og Telma skal sundhedsdata opsamles via det MedCom-forvaltede Klinisk Integreret Hjemmemonitorering (KIH), så sundhedsprofessionelle kan tilgå data på tværs af sektorer, herunder i Sundhedsjournalen på sundhed.dk. Dette styrker behandlingen, reducerer behovet for fysiske besøg og øger borgerens inddragelse i eget forløb.

Borgerrettet video skaber nærhed på afstand

Videoløsninger er en hjørnesten i arbejdet med at bringe mere behandling til borgers eget hjem.

Med MedCom-projekter som Borgerrettet video og Kontakt Læge arbejder vi for at integrere videokonsultationer i kommunernes og de praktiserende lægers dagligdag, i tæt samarbejde med it-leverandører til kommuner og praksissektor.

Målet er at skabe enkle og tilgængelige løsninger for både sundhedsprofessionelle og borgere – til alt fra skærmbesøg i kommunerne til videokonsultationer mellem læger og patienter.

Investering i standardisering

Standardisering er fundamentet for, at vores sundheds-it-løsninger kan skaleres og anvendes på tværs af sektorer.

Derfor har vi i 2024 styrket MedComs standardteam og prioriteret arbejdet med CDA-standarder. Disse standarder er fundamentet for projekter som PRO, som i øjeblikket har førsteprioritet i teamet.

Enighed om prioritering

MedComs styregruppe har på mødet den 11. oktober 2024 prioriteret arbejdet med at understøtte regeringens vision om mere behandling hjemme.

Ønsker du at følge MedComs indsats og projekternes fremdrift, så tag et kig på vores projektmonitorering.

Læs regeringens Aftale om 500 mio. kr. til mere behandling i eget hjem.