FAQ vedr. kommunernes auditering af Sundhedsjournalen
Udarbejdet på baggrund af spørgsmål, der kom på auditeringswebinar afholdt for kommunerne den 2/2-2024
Er der en vejledning på, hvordan man får adgang til og anvender auditeringsværktøjet?
Ja, der er udarbejdet en brugervejledning til auditeringsmodulet.
Hvor ofte skal der føres tilsyn?
Der skal auditeres to gange om året.
Kan der laves en tjekliste til os, så vi ikke alle skal opfinde en systematik ift. auditering?
Det er svært, når vi ikke helt kender kommunernes systemer, men i bund og grund drejer det sig om følgende: Undersøg, om den sundhedsfaglige er ansat til at varetage opgaver, der kan retfærdiggøre, at der laves opslag på det tidspunkt, hvor opslaget er lavet, dvs. findes der en sundhedsfaglig behandlerrelation?
Kan der skelnes mellem opslag fra forskellige kommunale systemer, så opslag fra eksempelvis omsorgssystemet kan skelnes fra socialområdets opslag?
Der kan ikke skelnes mellem, om opslaget er sket via en knapløsning i EOJ-systemet eller via en knapløsning i fx misbrugscenterets lægesystem. Man kan kun se hvilken kommune, opslaget er sket fra. På sigt, når SOR-koder er implementeret alle steder, kommer vi til at kunne skelne på SOR-kodeniveau i stedet for som i dag, hvor det sker på CVR-nummerniveau.
Kan kommunen bruge lokal IdP?
Jo, man kan bruge NemLog-in-brokeren og derigennem vælge sin kommunale IdP. SEB har en “discovery”-side, som brugerne præsenteres for ved log-in. Her kan man vælge de regionale IdP-løsninger, men ikke kommunernes. Der kommer formentlig et tidspunkt, hvor det bliver muligt at vælge en kommunal IdP-løsning her, igennem en KOMBIT-løsning, som endnu ikke er aktuelt.
Bliver der skrevet ud, når det er tid til audit?
Ja, der vil blive sendt en mail ud til den funktionspostkasse og de kontaktpersoner, som kommunerne har oplyst til MedCom, eller som kommunerne selv har oprettet i systemet, når der er lagt logfiler ind i systemet, som skal auditeres.
Hvem skal kommunen melde primær kontaktperson ind til?
Kommunen kan selv oprette primær kontaktperson og funktionspostkasse vedr. audit via auditeringsværktøjet. Kommunen kan også selv ændre kontaktpersoner løbende inde i systemet.
Kan man eksportere logudtrækket til Excel, hvis man skal have hjælp fra øvrige forvaltninger/afdelinger/enheder i kommunen for at verificere opslag?
Den fil, der downloades via løsningen, er en Excel-fil. Det er tanken, at kommunen udfører auditeringen i arket, distribuerer det videre internt osv., indtil alle opslag er auditeret. Man kan med fordel registrere sine fund i arket. Når alle opslag er auditeret, kan de indgives til løsningen med de fund, der blev gjort under auditering. Hvis der er flere ansvarlige, kan der tillægges op til 5 ansvarlige personer ved rapportering i løsningen, når rapporteringen foretages.
Er der kun krav om at tjekke 1 % af opslagene?
I overholder forpligtelsen, hvis I laver stikprøve på 1 %. Når der årligt laves udtræk på 2 ugers opslag tilfældigt valgt, så bliver det til 4 %, så 1/4 vil i princippet være nok. Vær dog opmærksom på, at hvert opslag kan give flere rækker, hvis klinikeren har været inde på flere kilder i Sundhedsjournalen. Så selv om det ser uoverskueligt ud med mange rækker, så vil flere rækker kunne klares med én auditundersøgelse. Skriv evt. i kommentarfeltet, hvis der ikke er lavet audit på alle opslag.
Er det muligt at se den bemærkning, brugerne tilføjer, når de har lavet værdispring ved adgang med knapløsningen?
Ja, værdispring fremgår af auditudtrækket, og en evt. begrundelse er også synlig.
Har vi pligt til at lave audit? Hvad skal det bruges til? Hvem skal bruge det? Bekymret over opgavestørrelse.
Vi er forpligtiget til at lave audit; se evt. Datatilsynets rådsudtalelse om dette – https://www.datatilsynet.dk/afgoerelser/historiske-afgoerelser/2012/maj/sundhedsjournalen-og-det-nationale-patient-indeks-npi – under pkt. 3.7.1.
Validering af data ligger vel op ad den valideringspraksis, vi har, når der laves validering af egne journaler i vores fagsystemer?
Ja, det gør det.
Er det muligt at gense auditeringswebinaret, som blev afholdt den 2/2-2024?
Ja, link til webinaret kan rekvireres ved kontakt til MedCom – se kontaktperson nedenfor!
Kontakt
Iben Søgaard
Projektmedarbejder
Kommuneteam