Opkobling af kommuner
Opdateret 16. december 2024
I Sundhedsjournal 4-projektet indgår delprojektet Kommunale EOJ-data til Sundhedsjournalen.
Ambitionen er, at flere kommunale data skal være tilgængelige for borgere og sundhedsprofessionelle.
Baggrund
Igennem de senere år har der været et tydeligt billede af flere og mere komplekse forløb i det nære sundhedsvæsen med større og større behov for tværsektoriel koordinering.
Når borgere med komplekse forløb bliver indlagt, er det ofte i accelererede forløb, der øger behovet for deling, let adgang til og genbrug af de implicerede parters data, for at øge patientsikkerheden og sikre det bedst mulige forløb for borgerne. Bedre genanvendelse af data vil ikke kun kunne give borgerne en bedre oplevelse af sammenhæng, men vil også være tidsbesparende for klinikerne.
I dag deles kommunale data med hospitaler via MedCom-indlæggelsesrapporter, når en patient indlægges, og kommunerne kan elektronisk kommunikere med eksempelvis almen praksis via MedCom-korrespondancemeddelelser. En rapport udarbejdet af IQVIA i september 2021 peger dog på, at der er et stort behov for yderligere datadeling.
IQVIA’s rapport fra 2021 er på nuværende tidspunkt den bedste undersøgelse af, hvad andre sundhedspersoner efterspørger af kommunale data. Det er sket gennem workshops og interviews med to praktiserende læger og medarbejdere fra Fælles Akutmodtagelse på Odense Universitetshospital.
Overordnet konkluderer IQVIA rapporten, at:
- En stor del af de kommunalt indsamlede sundhedsoplysninger, herunder helbreds- og funktionsevnebeskrivelser, samt tildelte indsatser og forløbsbeskrivelser, kan bidrage til, at især personalet på sygehuse og i almen praksis opnår et helhedsbillede af de borgere, som de har i behandling.
- På tværs af såvel de sundhedsprofessionelle på sygehuset samt i almen praksis er det især de mere komplekse borgere med flere diagnoser og sociale problemstillinger, der fremhæves som værende medvirkende til et øget behov for vidensdeling på tværs af sektorer og funktioner. Dette skyldes overvejende, at der særligt blandt netop komplekse borgere efterspørges mulighed for at kunne tilgå oplysninger, fx om, hvor meget hjemmehjælp eller hvilke socialtilbud borgeren modtager.
I delprojektet er der fokus på at dele de kommunale data, det kan lade sig gøre at dele indenfor en tidshorisont på 1-2 år. Derfor er det valgt at fokusere på deling af følgende typer af kommunale data:
- Fælles Sprog III Tilstande og Indsatser
- TELMA
- K-PRO
- Kommunale prøvesvar (selvstændigt projekt)
Fælles Sprog III-data
De kommunale Fælles Sprog III-data er klassificerede data, som overordnet set består af to typer af data:
- Tilstande. Beskriver de problemer eller behov, som borgerne får hjælp til af kommunen. Det kan fx være, at en borger har problemer med et sår, som er plejekrævende eller at en borger har behov for hjælp til at spise.
- Indsatser. Beskriver det, som kommunerne hjælper borgerne med. Det kan fx være, at en borger får hjælp til medicinadministration, sondeernæring eller hjælp til personlig hygiejne.
TELMA-data og K-PRO-data
MedCom understøtter regeringens ambition om mere behandling hjemme ved bl.a. at muliggøre, at kommunale data fra FUT-løsningerne K-PRO og Telma opsamles via KIH (Klinisk Integreret Hjemmemonitorering) og deles via den nationale infrastruktur, herunder på Sundhedsjournalen.
TELMA-data er data fra telemedicinsk hjemmemonitorering foretaget af borgerne selv. I første omgang vil det dreje sig om data fra hjemmemonitorering foretaget af borgere med KOL, som fx blodtryk, puls og iltmætning. Efterfølgende vil der komme data fra borgere med hjerteproblemer. TELMA er udbredt via fem landsdelsprogrammer, og det er ikke samme data, der bliver indsamlet i de forskellige landsdelsprogrammer.
K-PRO-data er standardiserede spørgsmål, som anvendes i digitale spørgeskemaer i kommunerne. Spørgsmålene drejer sig fx om mental trivsel, søvn, helbred og livssituation.
Teknisk løsning
I dette delprojekt er det valgt, at der i så høj grad som muligt kan genbruges allerede eksisterende infrastrukturkomponenter. Deling af kommunale data sker via de fælles offentlige Dokument Delings Service-komponenter (DDS).
Via en FKG-XDS-connector på den Fælles Kommunale Gateway skal de kommunale EOJ-data afleveres til en EOJ-XDS-database, som etableres i Sundhedsdatastyrelsen. Her etableres også et XDS-Metadata-register.
Træk af data sker via DDS og til en visning på Sundhedsjournalen. Dette sker ved tilpasning af eksisterende komponenter hos sundhed.dk.
Kontakt
Kira Christina Ørbekker
Konsulent
Kommuneteam